Lærer/leder evaluering

Lærer/leder evaluering

Lærer/leder evaluering er en metode til realkompetencevurdering.

Når læreren evaluerer eleven, og når chefen vurderer medarbejderen, er der tale om en helt klassisk evalueringssituation og en indarbejdet tradition med veludviklede redskaber.

I det formelle danske uddannelsessystem er lærerens evaluering en fast indarbejdet del af strukturen. Dels er der tradition for løbende evaluering, f.eks. karakterer, karakterbøger og anden respons på de opgaver, der løses i skoleåret. Dels er der tradition for såvel skriftlig som mundtlig eksamen, hvor læreren i samarbejde med en censor vurderer den enkeltstående præstation (Se: vurdering).
Den løbende evaluering bygger på den faglige præstation og en vurdering af mere personlige kompetencer, som for eksempel evnen til samarbejde eller graden af engagement i undervisningen.

Det er meningen, at vurderingen af eksamenspræstationen udelukkende skal være faglig, hvor netop censors opgave er at sikre, at der ikke spiller andre forhold ind som for eksempel dårlig "kemi" mellem en lærer og elev eller en anden uhensigtsmæssig subjektiv vurdering fra lærerens side (Se: bias).
Censor fungerer som en beskyttelse af elevens interesser - og er med til at sikre kvaliteten af undervisningen. I Danmark er det almindeligt anerkendt, at censoren spiller en vigtig rolle i forhold til lærerens evaluering. I andre lande er det imidlertid et ukendt fænomen, for eksempel i Frankrig, eller det anvendes kun i meget begrænset omfang.
Formålet med den løbende vurdering og karaktergivning er at give eleven et klart udtryk for det faglige standpunkt. Formålet med den afsluttende vurdering (eksamen og årskarakterer) er at give uddannelsesinstitutioner og arbejdsgivere et billede af elevens faglige standpunkt.

I mange skoleformer - også de folkeoplysende - er der endvidere tradition for at give en bredere udtalelse om eleven, enten som fast procedure som for eksempel på efterskolerne (Læs mere) eller på anmodning, som for eksempel når en gymnasieelev beder sin gamle klasselærer om en udtalelse i forbindelse med en ansøgning.

I virksomhederne gennemføres der også både løbende uformel evaluering og mere struktureret formel evaluering, for eksempel i forbindelse med den årlige medarbejderudviklingssamtale, MUS, hvor en linieleder eller en afdelingsleder melder sin vurdering af medarbejderens indsats og fremtidige muligheder ud i en direkte samtale. Her er der dog oftest tale om lederevaluering som oplæg til dialog (Se: selvevaluering).

Lederevalueringen kommer i ren form til udtryk i skriftlige anbefalinger, når en medarbejder rejser, eller når en gammel chef kontaktes af evt. nye arbejdsgivere for at give en vurdering af en jobansøger.
I en lederevaluering vil der altid være et element af gammeldags "skudsmål", hvor det er lederen, der har magten til at udtrykke sin uforbeholdne vurdering, og medarbejderen der må acceptere at leve med vurderingen.

Links i rødt

Hvis et ord eller en sætning står med rødt, kan du klikke videre:

- enten til en forklaring af dette begreb;

- eller til uddybende materiale på DFS' hjemmeside eller på andre hjemmesider.