Kompetence

To centrale begreber i forståelsen af realkompetence er kompetencer og kvalifikationer.
Desværre er der ikke nogen alment accepteret definition af forskellen på de to begreber. Ofte blandes de sammen og ved oversættelse til/fra for eksempel engelsk kompliceres brugen af de to begreber yderligere.

En distinktion i den danske begrebsbrug er, at kvalifikationer er noget, den enkelte tilegner sig gennem undervisning og oplæring. Kvalifikationer er noget den enkelte har som en sum af faglig viden og færdigheder. I et job, der kan bestrides ved at følge på forhånd fastlagte rutiner og anvisninger, kan man klare sig med kvalifikationer.

Kompetencer kommer til udtryk ved, at den enkelte kan anvende sine kvalifikationer. Med sine kompetencer udfolder og anvender den enkelte sin viden og færdigheder med henblik på at løse en problemstilling i en konkret situation. Ud over kvalifikationerne indgår også holdninger, vurderinger og personlige træk i kompetencebegrebet - ofte omtalt som de bløde kompetencer. Det kan for eksempel dreje sig om lyst og evne til at indgå i samarbejde, eller om man har øje for nye, mere kreative måder at løse opgaven på.

Hvilke muligheder og udfordringer den enkelte stilles overfor er afgørende for, hvilke kompetencer der er behov for. Her betyder den generelle samfundsudvikling, at vi alle stilles over for at kunne tackle en mere kompleks tilværelse: vi bombarderes med informationer, IT øger hastigheden i vores arbejde, og faglige og kulturelle traditioner er i opbrud. Den enkelte skal i dagens samfund klare helt andre udfordringer end tidligere. Både på arbejdet og privat.
For eksempel krævede samlebåndsarbejde ikke personlige kompetencer som selvstændighed og initiativ. Det betyder ikke, at samlebåndsarbejderen ikke havde disse træk, men arbejdet gav ikke mulighed for at udvikle og udfolde dem. Kompetence er ikke bare betinget af den enkelte, men også af den sammenhæng eller det miljø vedkommende er i.
Mange jobs i dag kræver, at medarbejderne bruger alt, hvad de har i sig, nemlig deres samlede kompetencer. Derfor taler virksomheder og politikerne også om kompetenceudvikling og ikke om kvalifikationsudvikling.

Summen af kompetencer kaldes i dag realkompetence - og udvikles i såvel formel, som ikke-formel og uformel læring.

For præciseringens skyld skal det pointeres at kompetencegivende undervisning finder sted i det formelle uddannelsessystem, mens ikke-kompetencegivende undervisning finder sted som ikke-formel læring, for eksempel på højskoler og på aftenssokler, men i den nye kompetenceforståelse giver det også masser af kompetencer!

Internationalt - ikke mindst i EU - udvikles der løbende nye præciseringer af kompetencebegrebet. I forbindelse med udviklingen af en fælles europæisk ramme af kompetencebeskrivelser defineres kompetence på følgende måde:

"Kompetence omfatter
1) kognitiv kompetence, der der drejer sig om intellektuelle processer og omfatter brug af teori og begreber, såvel som uformel tavs viden, der er udviklet via erfaring;
2) funktionel kompetence (færdigheder og know-how), der indbefatter de ting den enkelte skal kunne mestre når de udfører et job, tilegner sig læring eller fungerer i en social sammenhæng;
3) personlig kompetence, der indbefatter evne til at begå sig i specifikke situationer; og
4) etisk kompetence, der indebærer at den enkelte har visse personlige og faglige værdier." (Commission Staff Working document: Towards a European Qualification Framework for Lifelong Learning, Brussels, 8.7.2005.SEC (2005) 957, p. 11) (Oversættelse ved DFS)

Se: Nøglekompetencer

Se: Metakompetencer

Se: European Qualification Framwork