Gruppeevaluering

Gruppeevaluering

Gruppeevaluering er en metode til realkompetenceafklaring.

Formålet med gruppe-evaluering er at inddrage den sammenhæng, kompetencerne udfoldes i. Gruppen kan være en flok kolleger på en arbejdsplads, et hold på en daghøjskole eller en gruppe frivillige i et socialt projekt.
Der kan enten være fokus på den enkelte med henblik på individuel kompetenceafklaring, eller der kan være fokus på gruppen som helhed, hvor formålet er i givet fald er at afdække samspil, trivsel, effektivitet mv.

Gruppeevaluering har til formål at give den enkelte selverkendelse og afklaring, men det er en etisk krævende proces. (Se: etik)

Processen kan være mere eller mindre formaliseret. Der kan være eksterne eller interne ordstyrere eller coaches til at styre processen.
Det er helt centralt, at der er formuleret et sæt spilleregler for processen, og det er væsentligt, at alle deltagere er klar over formål, indhold, tidsramme og konsekvenser. Der skal være tid nok og det skal kunne foregå uforstyrret.
En tryg og solidarisk stemning er erfaringsmæssigt en forudsætning for, at processen kan lykkes.

Der kan tages en række modeller eller teknikker i brug, hvor den enkelte får feedback på et konkret projekt, på en konkret selvevaluering eller mere generelt på den måde, man går til opgaverne på og reagerer i det daglige arbejde.

Der kan bruges rollespil, cases m.v., som giver anledning til at evaluere, hvordan den enkelte agerer i disse sammenhænge.
Den enkelte kan enten modtage gruppens evaluering direkte i dialogen, eller det kan ske skriftligt i mere eller mindre præfabrikerede skemaer.

Risikoen ved at anvende gruppeevaluering er, at uden klare etiske spilleregler og styring kan den få meget negative konsekvenser for den enkelte.

Fordelene er, at den er ganske pålidelig og indholdsmæssigt rummelig. Den bidrager til at evalueringen kommer 'hele vejen rundt'.

Links i rødt

Hvis et ord eller en sætning står med rødt, kan du klikke videre:

- enten til en forklaring af dette begreb;

- eller til uddybende materiale på DFS' hjemmeside eller på andre hjemmesider.

 

Retningslinjer for ordstyrere

- Vær konkret

- Vær konstruktiv

- Lad alle komme til orde

- Lad alle tale færdig

- Tænk før du taler

- Tænk på i morgen - I skal kunne arbejde sammen, når vi er færdige her

- Vis respekt

- Kræv respekt