I det lange perspektiv dur det ikke at ligne de andre

Der er brug for en gennemgribende omkalfatring af måden at tænke samfund på. Det vil omfatte at turde gøre det, som er helt forskelligt fra det, de andre gør. Vi må selv lede efter vores egne spørgsmål og svar, når visionerne for fremtiden skal formuleres. Og når vi har gjort det, kan vi passende starte forfra igen.

Af Pernille Vigsø Bagge

I sit indlæg skriver Lars Bo Kaspersen:
"Som skitseret har vi et alvorligt problem: vi har en herskende klasse, men uden vid, mod, vision og viljen til at betragte udvikling i et langsigtet perspektiv. Ledelse handler om at lede andre, at facilitere andre menneskers muligheder for at skabe det gode liv - ikke bare for os selv men også for vores efterkommere. Den opgave varetager den 'herskende klasse' ikke på en tilfredsstillende måde. Desværre er der ikke udsigt til bæredygtige alternativer. Eneste mulighed er at den herskende klasse erkender sin begrænsning og begynder forfra."

Da LBK uden tvivl har ret, må det "at begynde forfra" for den herskende klasse betyde en gennemgribende omkalfatring af måden at tænke samfund på.

Verden har prøvet kommunismen - eliten tager over. Verden har prøvet nazismen - eliten tager over. Verden har prøvet konservatisme, liberalisme, socialisme - eliten tager over.

Vi skal ikke gøre som de andre
I det noget mindre perspektiv faldt vi alle efter tur, men på helt samme måde, i svime over Lean-management, New Public Management, klyngeledelse, teambuilding, selvledelse, MU-samtaler, kontraktstyring, resultatkontrakter osv.

Hvert eneste tiltag har ført til, at en elite sidder øverst på hølæsset, mens de andre løber nede på den støvede sti efter vognen.

I nyere tid har vi ikke for alvor prøvet at tage et opgør med "best practice" og et opgør med "vi-skal-gøre-det samme-som-de-andre-tænkningen".

At turde starte forfra vil omfatte at turde gøre det, som er helt forskelligt fra det, de andre gør.

Standardisering har dræbt inspirationen
Den bedste måde, hvorpå man kan gøre op med de elitære tendenser, som desværre er nært beslægtede med totalitære tendenser, er ved at forhindre det ensartede. Visionerne udebliver, fordi standardiseringen har dræbt enhver form for ægte inspiration. Inspiration og efterabning er to vidt forskellige ting.

I mange år har det lydt, at det da også var for galt, at kommune X pure nægtede at lære af kommune Y, når kommune Y nu brugte langt færre ressourcer med så meget bedre resultater til følge på både det ene og det andet område.

Men spørgsmålet er, om styrken i Danmark da ikke var, da vi endnu ikke havde fået en herskende klasse af den nuværende, uinspirerede kaliber, at vi var ligeglade med, hvad tyskerne gjorde, for vi havde vores eget? At vi ikke lavede skole som i Singapore, for vi kunne selv nogle ting, som virkede hos os? At vi fandt de styrker, som skilte sig ud fra de andre, for netop at være noget særligt?

Den dybe tallerken om og om igen
Vi skal bestræbe os på konstant at opfinde den dybe tallerken, fordi dét at gøre som de andre, at afkode "best practice" og at efterabe, fører til åndelig armod, ensretning, totalitær tankegang, intolerance i forhold til det markant anderledes og endnu mere elite og herskende klasse.

Betyder det så, at vi ikke skal ledes? Nej, men der må være mere end én ledelse. Hvis der er flere til at lede, er der også flere til at lede efter de gode løsninger.

Det er naturligvis ikke forbudt at lære af hinanden og at stå i lære. Men det er forbudt at tro, at fordi noget virker hos naboen, kan det pr. automatik virke hos os. Vi må selv lede efter vores egne spørgsmål og svar, når visionerne for fremtiden skal formuleres. Og når vi har gjort det, kan vi passende starte forfra igen.

Der er ingen debatindlæg.