Hvem skal styre Danmark? Eliten?
Danmark befinder sig i den største politiske ledelseskrise siden 1864. Demokratiet burde sikre innovation, men det er blevet elitens redskab til fastholdelse af sin egen magt, og Danmark står i dag uden visionært politisk lederskab. Den herskende klasse må erkende sin begrænsning og begynde forfra.
Min tese er, at Danmark befinder sig i den største politiske ledelseskrise siden 1864. Udfordringerne i 1914, 1940 og i 1970'erne bestod i at bygge de rette broer mellem en række klasser, partier og organisationer. Hertil var vi godt hjulpet af en række institutioner, som kunne understøtte processer, der skabte den nødvendige konsensus og de rette alliancer.
Problemet i dag er:
1) Vi har ingen klasse, der alene eller i alliance med andre kan
håndtere det politiske lederskab;
2) Vi mangler en innovationsvision der sætter os i stand til at
håndtere det uforudsigelige og
3) Ledelsen af de fleste offentlige og private organisationer er
alt for kortsigtede.
Klasserne, der blev væk!
De sidste 20-30 år har været karakteriseret af de
organiserede klassers opløsning. Tidligere havde vi et partisystem,
hvor partierne repræsenterede en række klasseinteresser særligt i
forhold til spændingsforholdet mellem kapital og lønarbejde og den
økonomiske fordeling af ressourcer i landet generelt.
Sideløbende med partierne - og de centrale var Venstre, de Konservative, Socialdemokratiet og det Radikale Venstre - fandtes i samfundet en række organiserede særinteresser i form af de store fagforbund, DA, Landbrugsrådet m.fl. Det bemærkelsesværdige ved Danmark siden 1870'erne var det stigende antal af institutioner, der muliggjorde et samarbejde mellem disse partier og organiserede særinteresser. Disse institutioner faciliterede kommunikation, koordination og politikudvikling mellem de centrale politiske og økonomiske aktører.
Denne struktur er brudt sammen.
'Den herskende
klasse'
Det bemærkelsesværdige er, at partitoppen i de
forskellige partier og ledelseslagene inklusiv rådgiverstaben i de
mange interesseorganisationer i stigende grad ligner hinanden på
tværs af partifarve og særinteresser. Partier,
interesseorganisationer, den offentlige forvaltning og endda også
flere og flere private virksomheder befolkes af den samme klasse af
mennesker med samme uddannelsesbaggrund og samme indkomst (med
visse variationer).
Det indebærer, at alle er formet af det samme udsyn og perspektiv på verden, som gymnasium og en kandidatgrad fra et dansk universitet giver. Nogle kalder denne klasse DJØF-klassen, men det er næppe en præcis betegnelse.
Faktisk er det slet ikke en klasse, da klassebegrebet bruges til at betegne mennesker, der har samme placering i forhold til produktionsmidlerne eller på markedet. Denne gruppe - eller med Marx' term den 'herskende klasse' - har sin fællesidentitet ved samme skoling ofte i form af en samfundsvidenskabelig uddannelse fra universitet eller handelshøjskolen, som overordnet set har podet disse sidste generationer med samme blik på verden.
Derfor er der kun marginal forskel på SF og Venstre eller de Konservative og Socialdemokratiet. Ledelseslagene i partier, interesseorganisationer, den offentlige sektor, de større private virksomheder og såkaldt 'tænketanke/analyseenheder" består af de samme mennesker, og det er helt bogstaveligt. Standsetik eller politisk overbevisning er ikke længere en blokering for en karriere i de elitære og politisk set indflydelsesrige organisationer i Danmark.
Den viljeløse elite
Vi har fået en større, bredere og mere homogen elite, der
i politisk forstand kun er afhængig af det øvrige Danmark, når der
skal tælles stemmer. Og det er uheldigt!
Netop denne demokratiske mekanisme, som burde sikre innovation i form af politisk kamp og konfliktende synspunkter, er blevet til elitens redskab til fastholdelse af sin egen magt. Og det allerværste er, at den nuværende elite ikke magter og måske heller ikke ønsker politisk lederskab for det ville nødvendigvis indebære, at egen magtposition skulle sættes på spil!
Politisk lederskab kræver nøgtern analyse, mod, vilje og innovationsvisioner. Og ingen af delene er til stede i dagens Danmark. Vi har på tværs af partiskel fået en elite, der kun interesserer sig for marginale ændringer for derved at sikre status quo og fastholdelse af egen magt.
Ny ledelsesstrategi
De sidste 15-20 års politikudvikling har dog ført én
afgørende og alt andet end marginal ændring med sig: For at sikre
sin magt har man radikalt ændret den demokratiske kultur og
nedtonet - og endda til tider opgivet - en forhandlingsstrategi med
civilsamfundets interessegrupper. Vi har i stigende grad set,
hvordan regeringen og staten direkte intervenerer i samfundet
med ny lovgivning, cirkulærer og direktiver - uden en reel dialog
med organisationer, foreninger og borgere først.
Resultat: marginalt eller ingen forbedring af kvalitet og ingen fremadskuende innovationsfremkaldende tiltag. Tværtimod har resultatet af de tilstræbte institutionelle forandringer været stigende konformitet og undermineringen af tillid mellem ledelse og ansatte i den offentlige sektor og mellem borgere og offentlige institutioner.
Uden visionært politisk lederskab
Det reelle problem ved denne udvikling er, at Danmark i dag står
uden visionært politisk lederskab. Arbejderklassen, som en gang af
Marx blev kaldt historiens forandrende kraft, findes ikke længere
som en kraft og som påpeget ledes den sidste rest af
arbejderklassen af en elite, der ligner andre ledelseslag til
forveksling.
Periodisk har nogen måske håbet på det private erhvervslivs ledere som historiens sande forandringskraft, og ind i mellem har en erhvervsleder trådt frem med ideer, der vidner om mod og som ikke udtrykker en snæver særinteresse for erhvervslivet. Eksempelvis har en del prominente ledere fremstået som de mest visionære i forhold til Danmarks position i EU, til immigration og til efterlønsproblemet.
Desværre reduceres håbet til denne gruppe, når der skal drøftes fremtidens fossilfri samfund, skattepolitik eller miljørestriktioner. Så er signalerne af en sådan karakter, at det er vigtigt at erindre om, at en økonomisk stærk klasse kun må få den politiske førertrøje, hvis der ledes og besluttes til fordel for hele nationen og ikke kun til fordel for klassen selv.
Kernen i problemet er, at vi har en stor gruppe af mennesker, der i store træk udgør den økonomiske og politiske elite, og som kun tænker marginalt forskelligt i forhold til de udfordringer og problemer, som vi står over for. Problemet forstærkes af manglende mod, da denne 'herskende klasse' prioriterer stabilitet fremfor forandring, fordi det muliggør bevarelse af magten.
Det fører os blot ikke videre i forhold til udfordringerne. Den danske velfærdsstat kan i værste fald være dømt til en langsom og smertefuld død, hvis ikke vores evne til at producere værdi stiger og vel at mærke en værdiproduktion, der ikke underminere naturgrundlag og social balance.
Hvem skal lede Danmark?
Som skitseret har vi et alvorligt
problem: Vi har en herskende klasse men uden vid, mod, vision og
viljen til at betragte udvikling i et langsigtet perspektiv.
Ledelse handler om at lede andre, at facilitere andre menneskers
muligheder for at skabe det gode liv - ikke bare for os selv men
også for vores efterkommere. Den opgave varetager den 'herskende
klasse' ikke på en tilfredsstillende måde. Desværre er der ikke
udsigt til bæredygtige alternativer. Eneste mulighed er at den
herskende klasse erkender sin begrænsning og begynder forfra.