Giver det mening at have en mening?

Den offentlige samtale er gået hen og blevet en snakkeklub. Men hvad med kvaliteten af alle disse holdninger og meninger? Er alle holdninger lige meget værd? Folkeoplysningen har en stor fremtids- og nutidsopgave i at bringe den offentlige samtale tilbage til folket og dermed gøre snakken til en samtale.

Af Troels Mylenberg

En snakkeklub. Et det, hvad demokratiet efterhånden er blevet til? Jeg kan godt følge Lene Andersens argumentation. Men hvad er det lige med snak? Hvorfor lyder det så ligegyldigt, når man kalder det snak? "Skal vi lige snakke sammen" - det lyder uforpligtende. "Vi skal lige have en lille snak", eller "jeg snakkede lige med naboen…"

Eller som Peter Sommer synger: "Jeg trænger til at snakke, ikke tale, bare snakke…"

Når som helst og hvor som helst
Snak er det uformelle, det hyggelige, det uvæsentlige, men er den offentlige samtale gået hen og blevet en snak? En snakkeklub?

Ja, til en vis grad. For kigger man nærmere på hele samtaletraditionen i det højt besungne danske Hal Kock'ske samtaledemokrati, så er der måske noget om - snakken.

Er der noget, der er hyldet i den danske uddannelses- og dannelsestradition, er det den såkaldte kritiske stillingtagen. Altså børn og unge menneskers evne til og mod til at sige, hvad de mener.

Det at række fingeren i vejret er i sig selv beundringsværdigt og forbundet med ros fra såvel forældre som lærere. For det er jo selve essensen af et levende demokrati, at mennesker siger, hvad de mener. At holdninger tages alvorligt, at meninger brydes, og at alle har ret til lige netop deres mening og frihed til at ytre den når som helst og hvor som helst.

Men hvad med kvaliteten af alle disse holdninger og meninger? Er alle holdninger lige meget værd? Og hvem - hvis nogen - skal overhovedet vurdere holdninger og meningers kvalitet?

Synsvinkler i stedet for sandheder
Diskussionen er svær, men noget kunne tyde på, at vi er nået til et punkt i den danske civilisation, hvor vi bør se indad i den offentlige debat og i fællesskab tage en samtale om, i hvilken retning selvsamme offentlige debat udvikler sig.

Her tænkes ikke alene på det oplagte i, at det såkaldte postfaktuelle samfund har bidt sig fast. Altså et samfund, hvor enhver ellers for længst fastslået kendsgerning kan udfordres, hvis man har lyst - der er ingen sandheder kun synsvinkler.

Men også på det forhold, at rigtig mange af de professionelle aktører i debatten ikke længere respekterer eller anerkender de roller, som de spiller.

Det postfaktuelle først:
I medierne, hvor den offentlige samtale føres, kræver det ikke viden at komme til orde. Så længe man har en mening, som afleveres i medieegnede former, det vil sige med sans for det mundrette og one liner-smarte, er der på det nærmeste fri adgang til at mene alt om alt, uden at man nødvendigvis behøver være belastet af viden om emnerne.

Sådan en udvikling skaber i realiteten en degenerering af den offentlige debat, hvor synspunkter bliver nogle, man kan holde med helt uden nødvendigvis at blive afkrævet begrundelser.

• Hvem holder man med i den økonomiske politik - De Radikale eller Enhedslisten?
• Hvem holder man med i opgøret om Den Kolde Krig - Bent Jensen eller Jørgen Dragsdahl?
• Hvem holder man med i spørgsmålet om klimaforandringerne - Bjørn Lomborg eller Al Gore?

En mening er nok, og som borger kræves der ikke mere, end at man melder sig ind i en supportgruppe, som var der tale om FCK eller Brøndby.

I underholdningens navn
De professionelle aktører har også her et stort ansvar for udviklingen. Eksperter optræder i stigende grad som alt andet end eksperter, hvad enten de er universitetsansatte eller medieudpegede kommentatorer. Der politiseres i et væk, i underholdningens navn, og tilbage står den iagttagende borger, der i stigende grad må tage til takke med rollen som tilskuer til den offentlige debat og dermed som tilskuer til demokratiet.

Så ender det med at blive en snak, ofte en, der bare render hen over hovedet på mange af os, og hvad gør det, hvis det alligevel bare er snak?

Gør snakken til samtale
Folkeoplysningen er der, hvor snak og samtale smelter sammen. Ja, Carl Holst og Helga Kolby Kristiansen har ret i at påpege friheden i folkeoplysningen, som dens vigtigste element, og dernæst netop samtalen som det bærende i den.

Men hvis folkeoplysningen også bare bliver reduceret til en snakkeklub, så har vi for alvor et problem.

Folkeoplysningen har en stor fremtids- og nutidsopgave i at bringe den offentlige samtale tilbage til folket og dermed gøre snakken til en samtale. Samtale er der ikke tale om, som det fremstår i dag, idet der mest af alt er tale om råben fra flere sider i den store snakkeklub, der ofte - i medierne i hvert fald - reelt bliver en råbeklub mere end en snakkeklub.

Kun en stærk folkeoplysning med et stærkt sigte og lyst til at bringe folket frem i front af debatterne kan genskabe den demokratiske debat. En debat, hvori det ikke er nok bare at have en mening, men en debat, hvori meninger kvalificeres, fordi det at lytte vægter ligeså højt som det at tale selv.

Derfor:
- Folkeoplysningen skal tro mere på sig selv. Tro på sit værd, sit virke og sin væsentlighed. Folkeoplysningen skal ikke forsvare sig som en kuet hund.
- Folkeoplysningens værdi skal ikke måles i "seertal".
- Folkeoplysningen skal insistere på, at noget er vigtigere end andet. At være for noget, kræver oftest, at man er i mod noget andet.
- Folkeoplysningen må gerne være folkeopdragende og altså tage klarere stilling - demokrati er vigtigere end kaffe og kage til tiden.
- Folkeoplysningen skal tage den overophobning af viden, som den enkelte sidder inde med i kraft af et gigantisk uddannelsessats, og gøre den viden til visdom ved at kræve, at viden deles. Først når viden deles med andre, bliver den til visdom, som er til fællesskabets ubetingede gavn.

Der er ingen debatindlæg.