Skal jeg til

Skal jeg til eksamen og have karakterer?

Det har altid været et kendetegn for folkeoplysningen, at undervisning og oplysning er lettet for eksamenskrav og karakterræs. Det gælder såvel aftenskoler som højskoler og foreningslivet. Sådan vil det fortsat være.

Undervisningsministeriet udarbejdede redegørelsen "Anerkendelse af realkompetencer i uddannelserne", som regeringen afleverede til Folketinget i november 2004.

Rød pilSe redegørelsen.

Her inviteres alle sektorer bredt til at gå ind i arbejdet med realkompetence.

DFS og medlemsorganisationerne er inspireret af redegørelsen, og folkeoplysningen er gået ind i at udvikle særlige tilbud til deltagerne i folkeoplysende forløb med dette udgangspunkt: Hvis den enkelte har lyst, skal det nu være muligt at få dokumenteret sine kompetencer fra folkeoplysningen.
Folkeoplysningen kan hjælpe den enkelte med at få afklaret og dokumenteret sine realkompetencer. Denne dokumentation er det så op til andre instanser, for eksempel det formelle uddannelsessystem, at vurdere og anerkende med dertil indrettede metoder.
Med andre ord går folkeoplysningen ikke ind i en egentlig vurdering af realkompetence.
I redegørelsen anbefaler regeringen blandt flere metoder til vurdering af realkompetence at bruge: "Test og prøver til vurdering af den enkeltes teoretiske viden og praktiske færdigheder". Det er ikke en opgave, som folkeoplysningen går ind i.

Det gør uddannelsesinstitutionerne i det formelle system til gengæld. Med den udvidede adgang til individuel kompetencevurdering skal følgende uddannelsesområder tilbyde at vurdere den enkeltes realkompetence: AMU- systemet, erhvervsuddannelserne, de korte videregående voksenuddannelser, diplomuddannelserne, almen voksenuddannelse og HF.
Her vil forskellige metoder blive brugt som grundlag for kompetencevurderingen, blandt andet tests og praksisprøver. Det, der vil blive vurderet i forhold til, er uddannelsernes adgangskrav, mål og/eller niveau. På den baggrund vil der blive udstedt adgangs-, kompetence- eller uddannelsesbeviser, men ikke egentlige karakterer, som det kendes fra det traditionelle eksamenssystem.