Guide til kursusbeskrivelser

Guide til gode kursus- og produkt-/projektbeskrivelser

Guiden til gode kursus- og produkt-/projektbeskrivelser er udviklet for at støtte folkeoplysende skoler i at:
- lave gode og dækkende kontekst-/kursusbeskrivelser
- hjælpe den enkelte deltager med at lave gode og dækkende beskrivelser af sine egne særlige projekter og produkter.

Beskrivelsen kan bruges i første del af Undervisningsministeriets realkompetenceredskab til tredje sektor, men anvisningerne er også relevante i forhold til andre redskaber.

Realkompetencer er kontekst-relaterede og hvis en realkompetencebeskrivelse skal være anvendelig og troværdig for deltageren selv og andre, så er det nødvendigt at rammen, eks. i form af et kursus, er beskrevet på en tydelig, dækkende og relevant måde.

Deltagere i folkeoplysende kurser arbejder ofte med særlige projekter og
produkter, selvstændigt eller i grupper, som et led i forløbet. Det er ligeledes vigtigt at sådanne projekter og produkter beskrives som en del af konteksten - hvis du eks. har gået på et musikkursus på en højskole betyder det meget for karakteren af dit udbytte, om du mest har spillet saxofon i et band, skrevet sangtekster eller fungeret som lydtekniker.

Guiden er tilgængelig i en papirversion, som skolen kan printe ud, og lade sig inspirere af, når man skal udarbejde en kursusbeskrivelse, der fungerer godt som ramme for den enkelte deltagers realkompetencebeskrivelse.

Guiden er det konkrete resultat af et udviklingsprojekt gennemført af en række DFS-organisationer. Guiden er kvalificeret af deltagende skoler og repræsentanter for aftagere, der har været inddraget i udviklingsarbejdet på centralt og lokalt niveau med henblik på at sikre realkompetencedokumentationen størst mulig anvendelighed og troværdighed.