Optimist på folkestyrets vegne

Den nordiske tradition for tolerance, pluralisme og aktiv medleven i folkestyret undergraves i disse år, mener Foreningen Nordens generalsekretær Peter Jon Larsen. Men disse værdier er trods alt så velfunderede i folkeoplysningen og foreningslivet, at han stadig er optimist.

Af Michael Voss

Samarbejdet i EU fylder mere og mere i hverdagen. Globalisering er en påtrængende realitet.
Hvorfor så blive hængende ved et særligt fællesskab med nordmændene og svenskerne? Er der virkelig noget specielt ved de fem lande og tre selvstyrende områder fra Grønland i vest til Finland i Øst? Hvorfor blive medlem og arbejde i en særlig organisation med navnet Foreningen Norden?
Der er ingen tvivl om, at Foreningen Nordens generalsekretær Peter Jon Larsen har hørt spørgsmålet før, og svaret falder da også prompte:
"Vi har en særlig folkestyre-tradition i Danmark, der rækker videre end de demokratiske spilleregler, som man også følger andre steder i verden.
I de nordiske lande er borgerne i højere grad medlevende i folkestyret. Der er et helt andet aktivt engagement. Det giver folkestyret større legitimitet.
Samtidig lægger de nordiske lande større vægt på pluralismen og tolerancen."

Ikke ryggen til verden

Lige så sikker som han er på de særlige nordiske værdier, er Peter Jon Larsen opsat på at understrege, at det ikke er en nordisk selvgodhed eller isolation, han og hans forening taler for.
"Foreningen Norden blev stiftet i 1919 som en reaktion på 1. Verdenskrig. Initiativtagerne ønskede at pege på samarbejdet mellem landene som modpol til nationalismen.
Men de ville ikke etablere en nordisk nationalisme i stedet. De var helt bevidste om, at det nordiske samarbejde ikke måtte føre til, at vi vendte resten af verden ryggen. Derfor står der i formålsparagraffen fra 1919, som stadig gælder, ikke bare, at vi skal "styrke og udvikle de nordiske folks samarbejde indadtil… Paragraffen har den meget vigtige tilføjelse "…og udadtil"."

Fremmedgørende fremmedord

Peter Jon Larsen lægger stor vægt på at bruge udtrykket folkestyre - i stedet for demokrati.
"Demokrati er et fremmedord, og det er et fremmedgørende begreb. Bruger vi ordet demokrati, bliver nemt indskrænket til nogle formelle regler, vi skal leve op til på internationalt plan.
Jeg synes, det er værd at fastholde den særlige danske folkestyre-tradition, og det gør man bedre, når vi også bruger et ord fra det danske sprog."

Forskellen indsnævres

Engagement og begejstringen for det nordiske folkestyre har ikke gjort generalsekretæren blind for de trusler, der eksisterer:
"Forskellene mellem Norden og resten af verden på dette område bliver mindre og mindre i disse år. Det skyldes for det første, at der sker positive demokratiske udviklinger i andre lande, men det skyldes også, at vores demokratiske værdier i Norden udhules," mener Peter Jon Larsen, som bl.a. henviser til den undersøgelse, som Integrationsministeriet offentliggjorde for nylig.
"Det var rystende at se, hvor mange danskere som ikke ville forsvare vigtige folkestyre-principper."

Vind og vejrhaner

For Peter Jon Larsen er det bl.a. den tiltagende "politiske korrekthed", som udhuler de nordiske værdier.
"Det er en svøbe. Det er blevet så almindeligt, at folk udtrykker synspunkter, fordi de er politisk korrekte, ikke fordi de brænder for disse synspunkter. Ofte handler de samme mennesker stik modsat.
I morges i badet stod jeg og tænkte på, hvad vi skulle tale om i dag. Helt ubevidst greb jeg mig i at nynne Sebastians gamle sang "Vind og vejrhaner", der netop handler om det.
Det er en afideologisering, som jeg ikke er begejstret for. I stedet for diskussioner om visioner får vi fra-hånden-til-munden politik.

Nordisk pluralisme

"Tolerancen og den pluralistiske indstilling synes jeg også er ved at skride. Det så vi bl.a. i forbindelse med Muhammed-krisen," siger Peter Jon Larsen.
"Det er en del af den nordiske tradition, at vi er et åbne over for anderledes tænkende. Vi skal kritisere, men vi skal ikke mobbe. Og der skal både være plads til og lige muligheder for alle synspunkter, også dem vi ikke kan lide.
Jeg tænkte meget over det dengang, da Johnny Hansen fra Danmarks Nationalsocialistiske Parti opstillede til kommunevalg. Først tænkte jeg, det skulle han da ikke lov til.
Men hvis man fratager ham retten, hvem bliver så den næste, som ikke må stille op til valg?
Pluralismen har - indtil videre - også præget folkeoplysningen. F.eks. synes jeg, at det er dejligt at leve i et land, hvor man med offentligt tilskud kan arrangere en studiekreds om mulighederne for Bornholms løsrivelse fra nationen. Sådan skal det være."

Politik i bussen

Endelig peger Peter Jon Larsen på, at den særlige folkelige forankring svækkes:
"Folk er ikke så aktivt medlevende mere. Det er ikke længere almindeligt at diskutere politik i bussen og på arbejdspladsen, med venner og med familien.
Først nogle uger før et valg kommer de politiske diskussioner i gang.
Det betyder, at folk ikke udvikler sig politisk mellem valgene, og politikerne bliver ikke konfronteret med borgernes synspunkter. Det er vores repræsentanter, og de skal vide, hvad vi mener - også mellem valgene."

Folkeoplysningen stabiliserer

Selv om Peter Jon Larsen ser store faremomenter for folkestyret, er han bestemt ikke pessimistisk, og det skyldes bl.a. folkeoplysningen:
"Grundlæggende er jeg optimistisk, fordi de nordiske værdier er utroligt velfunderede i de nordiske lande. I folkeoplysningen og foreningerne i øvrigt lever de demokratiske værdier. Vi har 1.000'er af foreninger, der hver især arbejder med deres niche af demokrati.
Det er med til at stabilisere samfundet omkring de grundlæggende værdier, og det væltes ikke omkuld af flygtige trends i tiden," lover Peter Jon Larsen, men understreger samtidig:
"Forudsætningen er, at vi i folkeoplysningen påtager os ansvaret, og at vi står sammen om det. Dels med at skabe de rum, hvor meningsudvekslinger og ideudvikling kan foregå.
Dels ved at markere os som klare idepolitiske organisationer, der har holdninger og forslag. Det nytter ikke noget, hvis foreningerne selv begynder at løbe efter modebølgerne.
Og selv om vi repræsenterer hver vores idepolitiske grundlag, så må vi kunne stå sammen om at bekæmpe tendenserne til at sige "mig først" hele tiden. Over for det skal vi sætte et fællesskab, hvor man har ret til at være forskellige."

Lys forude

Foreningen Nordens generalsekretær har også et mere konkret grundlag for sin optimisme:
"Vores medlemstal er begyndt at stige igen, også blandt unge. Det tror jeg bl.a. skyldes, at vi har holdt fast i vores grundholdninger. Men i det hele taget tyder nogle meningsmålinger på, at pendulet svinger tilbage, og de unge begynder at engagere sig i foreninger igen.
Vi havde generationen fra 68, som jeg selv tilhører. Vi var ekstremt aktive på mange fronter med møder, demonstrationer, teater og aktioner. Generationens børn reagerede tilsyneladende mod os, måske fordi 68'ernes engagement skete på bekostning af børn og familie. De valgte i stedet at sikre sig selv og deres nærmeste materielt.
Men nu kommer deres børn på banen, og jeg tror, de har det lidt lige som 68-generationen. De vil mere end villa, Volvo og vovse."

Nødvendigt ansvar

Peter Jon Larsen er ikke bange for at fremstå som lidt af en traditionalist:
"Der lyder tit krav om at arbejde mere med netværksdannelse end med den traditionelle foreningsstruktur.
Det kan vi sagtens prøve, men jeg mener, at det er nødvendigt at fastholde ansvaret. Hvad enten det er medlemskontingenter eller offentlig støtte, vi arbejder med, er det vigtigt, at der er nogen, som står til ansvar for, hvordan pengene bliver brugt.
Derfor har vi stadig brug for vedtægter, valgte bestyrelser, reviderede regnskaber osv.
Også her er det mit indtryk, at de unge er lidt på vej. Ikke fordi de elsker det, men de kan se, at det er nødvendigt.
I forlængelse af det vil jeg også insistere på, at man skal stå ved sine synspunkter med navn og ansigt. Her mener jeg, at de autonome med hætter og masker og dæknavne bryder med de danske folkestyretraditioner," siger Foreningen Nordens generalsekretær.

Mere end lysbilleder

"Fornyelsen må i stedet ligge på det indholdsmæssige område. I folkeoplysningen og foreningerne må vi forholde os til nye problemstillinger og lægge nye vinkler på de gamle problemstillinger.
Vi kan alle sammen blive bedre til at markere skarpe standpunkter ud fra vores idepolitiske grundlag, men vi skal ikke bare have meninger; vi skal også slås for dem. Lidt aktivisme er ikke af vejen.
Da jeg kom til Foreningen Norden for over 20 år siden var der nok ved at gå lidt rutine i arbejdet. "Lysbilleder fra Jotunheim", som vi kaldte det. Sammen med den daværende formand, Dorte Bennedsen, var jeg med til at gøre foreningen lidt mere udadvendt."

På barrikaderne

"I dag kan jeg konstatere, at vi naturligvis stadig har foredrag om "kriminalromaner i Norden", men vores afdelinger er også aktive i forhold til offentligheden og de politiske beslutninger," siger Peter Jon Larsen og nævner de nordiske venskabsbyer som eksempel.
Det har altid været en hjørnesten i Foreningen Nordens arbejde at sikre, at kommunerne har venskabsbyer i de andre nordiske lande.
"Og det skal ikke bare være borgmester-udveksling eller kommunaldirektør-besøg, det handler om. Vi kæmper for, at det bliver reel udveksling mellem borgerne i venskabskommunerne: sportsklubber, teatergrupper, aftenskoler osv. Det er vores erklærede målsætning, at ethvert barn, der går ud af folkeskolen, skal have været på udvekslingsbesøg i et andet nordisk land mindst én gang."
I forbindelse med kommunalreformen er venskabsbyerne nogle steder kommet i farezonen. Er der brug for dem? Er der råd til dem? Skal vi ikke hellere have venskabsbyer i andre dele af EU eller Latinamerika?
"Her er rigtig mange af foreningens lokalafdelinger gået på barrikaderne og har forsøgt at påvirke først sammenlægningsudvalgene og nu kommunalbestyrelserne. Man kan virkelig mærke, at det her er hjerteblod.
Det har været rigtig flot, og jeg har været meget imponeret af deres indsats," slutter en optimistisk generalsekretær.