Vil gerne - har ikke lyst

De kortuddannede er dybt splittede over for tilbud om mere uddannelse. Det kræver en særlig indsats med motivation og pædagogik, som bl.a. daghøjskolerne er gode til, siger professor Knud Illeris.

Af Michael Voss

Samfundet skriger på mere arbejdskraft. Politikere og arbejdsgivere klager over, at de arbejdsløse ikke har de nødvendige kvalifikationer til de ledige jobs.
Alle er enige om, at mere uddannelse er kodeordet til at gøre de kortuddannede jobklare, men også i det hele taget at ruste dem til et kompliceret samfund og højne livskvaliteten.
Men hvad skal der til for at uddanne de mennesker, der i dag ikke har de kompetencer, som arbejdsmarkedet efterspørger, og som er nødvendige for at være en aktiv medborger.
Det har vi talt med professor Knud Illeris om i dette interview. Knud Illeris har i næsten 20 år forsket i voksen- og efteruddannelse, hvor han særlig har lagt vægt på, hvordan de kortuddannede selv oplever det.

Ambivalens

"På den ene side vil de kortuddannede gerne have mere uddannelse. De ved, at det er adgangsbilletten til arbejde, til bedre økonomi og til større stabilitet i tilværelsen. Og de vil gerne kunne hjælpe deres børn bedre," fortæller Knud Illeris.
"Men samtidig har de ikke lyst til at uddanne sig."
Den manglende lyst har mange forskellige årsager.
"Fælles for de fleste er, at de har den subjektive oplevelse, at de ikke er gode til at gå i skole. Nogle vil sige, at de ikke har været i stand til at klare folkeskolen, andre at de ikke ønskede det. Skellet er i virkeligheden flydende.
Det afgørende er, at de i dag er dybt præget af 9 års erfaringer med ikke at være gode nok. Derfor opsøger de stort set aldrig videreuddannelse på eget initiativ," siger Knud Illeris, som synes, at denne forståelse i høj grad er fraværende hos politikerne:
"Bertel Haarder og Claus Hjorth Frederiksen udtaler sig tit, som om de slet ikke fatter denne pointe," siger han.

Vejledningen

Det er ikke kun politikerne, som bør forstå, hvordan de kortuddannede selv opfatter situationen.
"Det er meget vigtigt at bevidstgøre vejlederne om dette - sagsbehandlerne på bistandskontorerne, de ansatte på jobcentrene og i A-kasserne, osv.," understreger Knud Illeris.
"Den manglende lyst til at gå i gang med at uddanne sig viser sig ved, at mange kortuddannede benytter den mindste anledning til at afvise et forslag om en uddannelse eller til at springe fra.
Så ligger kursusstedet et dårligt sted, og det tager for lang tid i transport. Så er det et dårligt tidspunkt på dagen.
Så er vejlederen eller læreren nedladende, og så er der 117 forskellige personlige forhold, der kommer i vejen.
Eller også minder det bare om skolen, og det vil de ikke have.
Det er helt afgørende, at vejlederne og lærerne forstår, at det er et udtryk for den manglende lyst, som igen skyldes de dårlige erfaringer."
Men netop fordi de samtidig godt vil have mere uddannelse, er opgaven ifølge Knud Illeris ikke umulig.
"Først og fremmest er det vigtigt, hvem man bliver kontaktet af med opfordringen til at begynde på et kursus eller noget andet. Det skal helst opleves som en henvendelse "på eget niveau", fra en person, man er tryg ved.
Derfor skal det ikke være personalechefen eller værkføreren, men hellere en kollega. Det kan være en tillidsrepræsentant, hvis han på den arbejdsplads ikke er for fjern. Nogle steder opfattes tillidsfolkene mere som en del af ledelsen end som en kollega."

Penge til opsøgende arbejde

Det kan være en god ide, at det er en underviser, som opsøger og motiverer.
"Hvis det bliver rigtigt udført, er opsøgende vejledning fra skolen en god ide. De skal vide, hvor sårbare disse mennesker er, og vejlederen må under ingen omstændighed optræde bedrevidende."
I virkelighedens verden er det ikke så tit, at uddannelsesstederne aktivt opsøger de grupper, der har behov for mere uddannelse:
"Det er en stor opgave, der kræver kvalificeret personalet og mange arbejdstimer. I dag skal pengene tages ud af driftsbudgettet, dvs. at det går fra undervisningen. Jeg mener, at skolerne skulle tildeles midler til dette arbejde."

Tid, tid og mere tid

I praksis er det ofte en sagsbehandler, som står for vejledningen om videreuddannelse.
"De fleste kortuddannede opfatter det som anbringelser. Det betyder, at de vender sig imod det nærmest pr. automatik.
Men ofte fortæller de, at de nok ville have valgt det samme kursus, hvis de selv have fået lov til at bestemme. Det er den oplevelse af medbestemmelse, der er helt afgørende," mener Knud Illeris.
Kodeordet i bestræbelserne på at skabe en fornemmelse af medbestemmelse er mere tid:
"Der er simpelthen for lidt tid til vejledningen.
Typisk er der afsat et kvarter til samtalen, og den skal munde ud i en tilmelding til en eller anden uddannelse. Det er fuldkommen umuligt på den tid at inddrage personen.
Derfor opfatter de kortuddannede, at der ikke bliver lyttet til dem, deres erfaringer og ønsker. Og de får ikke tid til at tænke sig om, inden beslutningen bliver truffet.
De har brug for at kunne gå hjem med forslaget, tænke over det, snakke med andre. Måske oven i købet kunne komme tilbage med nogle spørgsmål og så gå hjem igen og tænke videre."
Tre besøg hos vejlederen vil ifølge Knud Illeris i mange tilfælde være nødvendigt for en oplevelse af, at man selv har været med til at bestemme.
"Men det er systemet slet ikke gearet til, og derfor møder mange kortuddannede op til kurser med en følelse af, at de er tvunget derhen - og resultatet bliver ofte, at de er modvillige og let springer fra ved den første den bedste anledning."

Giv langsomt slip

"Når de dukker op første dag på kurset, har de stadig denne ambivalens i sig," fortæller Knud Illeris.
"På den ene side forventer de og til dels forlanger, at det er lige som i skolen. Læreren skal styre og strukturere. Men på den anden side er det lige netop det, de ikke kan fordrage. Det var jo sådan, det var i skolen."
Ikke desto mindre tror Knud Illeris, at det er klogt at lægge ud med en traditionel lærerstyring.
"I hvert fald for de svageste i denne gruppe. De har brug for den tryghed, det giver, at læreren styrer forløbet i begyndelsen."
Det er også dette tryghedsbehov, som får Knud Illeris til at anbefale kurser på arbejdspladsen, hvor man kender stedet, og hvor det er kolleger, man undervises sammen med.
"Men læreren må under ingen omstændigheder være nedladende.
Og lidt efter lidt skal hun give slip og overdrage mere og mere af styringen til kursisterne. Men hun skal hele tiden være der som sikkerhedsnet, og hun skal fortælle, at det er det, hun er i gang med.
Knud Illeris er imponeret over, hvor kvalificeret undervisningen på den Forberedende Voksenudddannelse (FVU) generelt er.
"Lærerne ved, hvordan man underviser voksne.
Men mange har svært ved at give ansvaret fra sig og slippe den traditionelle lærerrolle. Og når de gør det, står de på spring for at vende tilbage til den stramme styring, hvis noget går galt. Der tror jeg, at de skal have mere is i maven og lade de voksne kursister selv være med til at løse problemerne."

Daghøjskolerne som forbillede

I sin forskning på området har Knud Illeris været i tæt kontakt med AMU-centre, VUC og daghøjskoler, men har ikke set på aftenskolerne og deres FVU-kurser.
"På VUC støder jeg ofte på de traditionelle lærertyper, som styrer undervisningen. Dog i mindre grad på VUC's FVU-kurser. FVU på VUC bærer til gengæld præg af, at det er et lille område på store institutioner, og det er mit indtryk, at de er bedst til at til at tage sig af de bedst-fungerende af de kortuddannede."
Blandt de uddannelsessteder, der arbejder med kortuddannede, peger Knud Illeris på daghøjskolerne.
"De er bedst gearet til de svageste i gruppen. De forstår dem, og de indretter vejledning og undervisning efter klientellets behov. F.eks. ved at tale med dem på lige fod og sådan noget som gradvist at overlade ansvaret til kursisterne.
På daghøjskolerne skaber man også nogle trygge sociale rammer."
Daghøjskolerne adskiller sig fra de øvrige FVU-udbydere ved, at de tilbyder fuldtidskurser, hvor deltagerne er på skolen hver dag hele ugen.
"De har nogle særlige muligheder og traditioner for at tilbyde et respekterende uddannelsesmiljø, men jeg tror sagtens, at de gode metoder fra daghøjskolerne kan overføres til andre uddannelsesinstitutioner."