Anerkendt realkompetence har hidtil givet adgang til visse
uddannelser, f.eks:
• På arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og grundlæggende
voksenuddannelse (GVU) er der åbnet adgang til individuel
kompetencevurdering.
• Inden for Videregående Voksenuddannelse og masteruddannelserne er
relevant erhvervserfaring en del af adgangsgrundlaget.
• Talent og relevante kvalifikationer tæller med ved optagelsen på
kunstneriske uddannelser.
• I de maritime uddannelser anvendes anerkendt realkompetence.
Med loven om udbygning af mulighederne for anerkendelse af realkompetence fra juni 2007 bliver det nu også muligt at få et særligt, evt. afkortet forløb på almen voksenundervisning og på HF på VUC. Det bliver muligt at komme ind på erhvervsakademierne og diplomuddannelserne udelukkende på basis af realkompetence, som er opbygget gennem erhvervserfaring og anden relevant erfaring. Den enkelte uddannelsesinstitution vurderer realkompetencen i forhold til en given uddannelses adgangskrav, mål og/eller niveauer, der er centralt fastsat.
I det ordinære uddannelsessystem er det muligt for en uddannelsesinstitution at optage ansøgere på grundlag af en realkompetencevurdering, selv om den pågældende ikke opfylder de fastsatte formelle adgangskrav. Optagelse på grundlag af realkompetence sker i kvote 2, idet kvote 2-bestemmelserne er ændret i forhold til tidligere, så det nu er en konkret virdering af relevansen i den enkeltes erfaring og realkompetence, der tæller. Det skal forstås sådan, at det ikke mere tæller i sig selv, om man har været et halv år i udlandet. Det der tæller er, om man kan sandsynliggøre at man har lært sig noget under opholdet, som er relevant i forhold til den uddannelse, man søger ind på.
I denne artikel kan du læse hvor og hvordan realkompetence kommer i spil i forhold til de formelle uddannelser.