Hvad er RK?

Hvad er realkompetence?

Kernen i ordet er kompetence. Realkompetence udtrykker, at der er tale om reelle, faktiske kompetencer, som den enkelte kan bruge i konkrete situationer. Det omfatter også formelle kompetencer, men det er mere end formelle kompetencer.

Formelle kompetencer er noget, man har eksamensbevis eller anden formel dokumentation på.

Realkompetence er alt, hvad man kan - uanset om man har papir på det, og uanset om man har lært det i formelle, ikke-formelle eller uformelle sammenhænge (Se: livsvid læring).
Folkeoplysningens undervisning er ikke formelt kompetence-givende, men den giver netop sine deltagere realkompetence.
Denne brede realkompetence, der omfatter faglig, social og personlig kapacitet, vil man forsøge at dokumentere, anerkende og vurdere med særlige metoder (Se: faser, Se: metoder).

Begrebet er langt fra entydigt. Det illustreres bl.a. af, at stort set de samme processer benævnes vidt forskelligt i forskellige lande. (Se: begrebsforvirring)
I de enkelte lande afspejler de faktiske muligheder også, hvordan begrebet bruges:
* Hvis der er en stærk tradition for frivilligt arbejde, er det naturligt at lægge vægt på denne mulighed for at udvikle sine kompetencer.
* Hvis der er en folkeoplysende tradition, opfattes den som et rum for læring og udvikling.
* Endelig opfattes arbejdslivet alle steder som et meget væsentligt rum for udvikling af realkompetence.

I Danmark har vi overtaget ordet fra Norge, der omkring årtusindskiftet gennemførte et stort nationalt projekt 'Realkompetanseprosjektet'. Det var et udviklingsprojekt om vurdering og måling af realkompetence.
I Sverige omtales arbejdet med realkompetence som validering.
I den engelsksprogede verden taler man om Recognition of Prior Learning (RPL) eller Prior Experiential Learning (RPEL), eller om Accreditation of Prior Learning (APL) eller Prior Experiential Learning (APEL).
I Frankrig taler man om 'validation des acquis de l'experience (VAE).
I Holland bruges begrebet 'Erkennen van Elders Verworven Competenties (EVC), der kan oversættes direkte til anerkendelse af tilegnede kompetencer i voksenlivet, men nu i den internationale litteratur om emnet oversættes til det engelske begreb: VPL, Valuation & validation of Prior Learning.

Også herhjemme har der været forskellige opfattelser af, hvad begrebet omfatter. I praksis er ordene blevet brugt forskelligt, men der er dog stigende omfang fodslag.
Dels indarbejder de ministerielle udmeldinger en fast begrebsbrug lige fra
- det første udspil fra november 2004 "Anerkendelse af realkompetence i uddannelserne - redegørelse til folketinget"
- over lovgivningen om Udbygning af anerkendelse af realkompetence på voksen- og efteruddannelsesområdet m.v. fra 2007
-
til RKV-arbejdsgruppens rapport fra 2011 om anerkendelse af realkompetencer.
Dels spiller rapporter, publikationer og konferencer i regi af Nationalt Videnscenter for Realkompetencevurderinger en vigtig rolle i en bevidst og hensigtsmæssig begrebsbrug.