”Vi mente, at det var et vigtigt emne, vi indkaldte til konference om. Og vi håbede, at tilstrækkelig mange fandt det interessant nok til at komme at deltage,” sagde Agnethe Nordentoft, Dansk Folkeoplysnings Samråd, da hun på arrangørernes vegne afsluttede den Nordisk-Baltiske konference om anerkendelse af realkompetence.
Hun fortsatte:
"Interessen viste sig at være overvældende. Og jeg er sikker på, at
det afspejler, at det lykkedes os at præsentere meget kvalificerede
og respekterede oplægsholdere, så vi kunne tage del i deres viden
og deres visioner for området."
Over 100 deltagere fra 13 forskellige lande delte via foredrag
og workshops delte deres viden og erfaringer om anerkendelse af
realkompetence på konferencen, som fandt sted den 7.-8. marts i
København.
Her blev dels præsenteret konkrete projekter, der illustrerede,
hvordan der lige nu arbejdes med anerkendelse af realkompetence i
Norden og de baltiske lande. Dels blev aktuel forskning samt
overordnede EU-tendenser og -politikker præsenteret og
diskuteret.
Udfordringerne for den tredje sektor var et centralt tema for de to
dages debatter. Sektoren skal i offensiven for at beskrive og
dokumentere, hvad det er, den bidrager med og for at sikre sig
indflydelse på nationale politikker for anerkendelse af
realkompetence, lød det fra adskillige deltagere.
Konferencen var arrangeret af blandt andre Nordisk Ministerråd samt
NVL.
Agnethe Nordentoft konstaterede, at deltagerne var blevet
præsenteret for mange informationer, havde hørt mange synspunkter
og havde rejst mange spørgsmål:
"Forhåbentligt blev de også besvaret," sagde hun og sluttede af med
at citere den danske atomfysiker Niels Bohr, som for mange år siden
lukkede et symposium om teoretisk fysik med disse ord:
"Jeg tror, vi roligt kan konkludere, at vi stadig er forvirrede,
men nu på et højere niveau."