RKF 05_06_08 Referat

Referat fra Samrådets Forum for realkompetencer den 8. juni 2005

Mødet afholdt kl. 10.30 - 16.00 på Vartov, opgang H, Farvergade 27, 1463 København K.

TEMA: Lokal implementering og gennemgang af det norske realkompetencedokument

Flemming Gjedde bød velkommen til de 22 deltagere. Efter en præsentationsrunde fortalte deltagerne om deres igangværende projekter omkring realkompetence (RK).

DOF v/Thit
Her er man med i en nordisk lederundersøgelse (DK, S, N og SF). Der har været sendt spørgeskemaer til aftenskolelærerne og der vil til efteråret komme et resume af undersøgelsen. (Se rapport)
Desuden har Studieskolen gang i et RK-projekt omkring deres sprogfag. Det går ud på at deltagerne laver en selvevaluering , der sammenlignes med testresultaterne.(Se rapport)

LOF/NETOP v/Lene og Marlene
Der er netop gjort status på pilotprojektet omkring en kompetencemodel og i øjeblikket laves der tests i forbindelse med forskellige småproblemer. Hvordan kan de rettes? Pilotprojektet tog udgangspunkt i det nationale kompetenceregnskab og startede med 11 kompetencer. Nu er det skåret ned til 7.
Man forhandler i øjeblikket med et IT-firma og skal i gang med at markedsføre modellen overfor skoler og lærere.

Husflid v/Karen Margrethe
Man har netop fået en bevilling til et pilotprojekt omkring portfoliometoden.

AOF v/Kirsten Flyvholm
Her har man arbejdet med et kontaktforløb for vejledning. Det består af en Kompetenceprofil, en Jobprofil og en Virksomhedsprofil. Det bliver testet på 8-10 skoler i forbindelse med kurser for ledige. Man er nu ved at revidere materialet og projektet vil blive lagt på internettet i løbet af sommeren. Projektet er rettet mod arbejdsmarkedet, ikke mod uddannelse.

Højskolerne v/Kristine og Gorm
Et pilotprojekt har kørt på 3 skoler i forbindelse med dokumentation af højskoleelevers realkompetence. Det handler om elevdokumentation og aftagerønsker. Man har brugt bl.a. portfolio, europæisk CV og skolebeviser. Eleverne ser højskoleopholdet som et plus i forhold til deres senere virke og har været glade for synliggørelsen af deres RK. Men mange elever fandt portfolio for besværligt. De ønsker ikke flere papirer at holde styr på. Højskolerne vil udsende en rapport i uge 25 om projektet.  

Produktionsskolerne v/Peter Fløe
Her har man altid arbejdet med RK, men har nok ikke været så bevidste om det. Produktionsskolerne har nu søgt om midler til et projekt, hvor man vil systematisere de mange erfaringer man har. Det sker i samarbejde med SOSU, CVU-Syd.

Videncenter for Kompetenceafklaring v/Pernille
Man er klar til ultimo juni at præsentere en elektronisk udgave af sit materiale på internettet. Se http://www.vikafi.dk/ 

Efterskolerne v/Else
Eleverne får i kostskolemiljøet en lang række sociale kompetencer. I dag får de fra skolerne en personlig udtalelse. Det er et problem at de er "hjemmelavede" og udformningen er helt afhængig af den enkelte lærer. Derfor afbejder efterskolerne på at standardisere udtalelserne og knytte det sammen med vejledningen. Eleverne skal være med i processen, de skal være bevidste om hvad RK er. Lærerne skal også være velorienterede om RK og vigtigheden af at synliggøre og markedsføre RK.  Efterskolerne forventer at kunne præsentere en masse nyt om arbejdet til næste år.  

AOF v/Lars og Søren
De berettede om et projekt for evaluering af aftenskole pædagogik og indlæring. Man har lavet et IT-baseret evalueringssystem og afprøvet det på en række skoler. Her spørger man eleverne hvad de fik ud af undervisningen. Elevernes subjektive evaluering sammenholdes med mere repræsentative og objektive analyser. Resultaterne bearbejdes i klassen og i lærerkollegiet. Formålet er at gøre eleverne bevidste om, at de lærer noget og hvad det er de lærer. Man forventer at udgive projektresultaterne sidst i 2005.

Daghøjskolerne v/Randi
Portfolio er et praktisk værktøj, men ikke et mål i sig selv. Det vigtigste er synliggørelse og bevidstgørelse om at man lærer noget.
Daghøjskolerne har arbejdet med RK i 2 år nu og efterhånden er alle skolerne ved at være bevidste om hvad RK handler om. Et nyt projekt er på vej om de bløde, de personlige kompetencxer. 

Statusrunden affødte en del spørgsmål og kommentarer. Her følger nogle af bemærkningerne:

Det vigtigste er, at eleverne bliver bevidste om deres egen læring. At de udstråler hvad de kan og at de kan fortælle om det.

Udfyldelse af skemaer for skemaernes skyld bliver ofte en tilfældig proces, som elevernes ikke kan engagere sig i.
Medlemsorganisationerne har gang i mange spændende projekter. Der ligger en stor opgave i nu at opsamle erfaringerne og koordinere det videre arbejde.

Randi gav en kort orientering om arbejdet i undervisningsministeriets styregruppe. Det første lange møde afholdes i august. Randi og Christel vil lave referat fra hvert møde og sende orientering ud til realkompetenceforummet.
Arbejdet i styregruppen skal være klar til at blive præsenteret i januar 2006 og metoderne skal være klar til brug fra sommeren 2006. Reelt vil det så kunne bruges ved optagelse i 2007.

Konkrete erfaringer fra Norge
VOFOs
 realkompetencedokument v/Cathrine Thue
Cathrine gennemgik det norske dokument og kommenterede erfaringerne med det. I Norge har der været over 50 forsøgsprojekter. Det har været for mange. Det er vigtigt, at bruge de samme begreber, så man kan udveksle og kommunkere på tværs.
Bevidstgørelse om egne kompetencer er det centrale for RK-arbejdet.
Det personlige kompetencedokument har to formål. Dels er det en dokumentationsportfolio til elevens eget brug. Dels kan det bruges til en præsentationsportfolio, når eleven skal formidle sin RK til systemet/andre.

Undervejs var der spørgsmål og diskussion med de forsamlede forum-deltagere.
DFS linkSe hele det personlige kompetencedokument her