Må man blande sig i de andres liv?

Der er to traditioner i det danske samfund: På den ene side må man ikke blande sig i de andres liv. På den anden side er vi er et folkeligt fællesskab, som hænger sammen, fordi blandt andet folkeoplysningen taler mod selvtilstrækkelighed. Når de støder sammen, må det være folkeoplysningen og indblandingen i de andres liv, der vinder.

Af Pernille Vigsø Bagge

Det er en kendt sag, at kontanthjælpen går i arv, og at det samme gør den akademiske uddannelse. Selv om vi til en vis grad formår at sikre en social mobilitet i samfundet, så er prædestinationen til en bestemt form for tilknytning til arbejdsmarkedet i voksentilværelsen alt for ubrydelig.

Selv om det altid giver god mening at diskutere, hvad der er utidig indblanding i privatsfæren, og hvad der er fornuftig oplysning til borgerne om samfundet, herunder deres egen ageren i forhold til samfundet, er det som om, der er kommet en berøringsangst i forhold til at blande sig, når der er tale om at hjælpe børn og unge, som helt åbenlyst vokser op under vilkår, der kalder på at udefrakommende blander sig.

Èt er myndighedernes indgriben, når noget kører helt af sporet i retning af omsorgssvigt m.v. Noget andet er den indsats, der fra myndigheders eller civilsamfunds side kan ydes lang tid før, tingene går i gal retning.

Det er også folkeoplysning
Og jo. Der ér tale om folkeoplysning, der rækker langt ind i familiens liv, når sundhedsplejersken kommer ud i hjemmene og fortæller den nybagte familie om pleje af den nyfødte. Eller når miljøpunkt Bispebjerg i København oplyser indvandrerkvinderne om, at de ikke skal bade børnene i klorin eller vaske trapper i terpentin.

Der er tale om folkeoplysning, når man tilbyder børn af enlige forældre samvær med en anden voksen gennem den frivillige organisation Børns Voksenvenner.

Det er folkeoplysning, fordi sundhedsplejersken, miljøpunktet og voksenvennerne tilvejebringer både en folkelig viden om, hvad der er vigtigt og godt for at et barn kan trives og vokse og blive en selvstændig verdensborger, og en mulighed for, at de voksne kan reflektere over, hvilke værdier de giver videre.

Det er ikke hverken totalitært eller elitært at oplyse forældre om, at kun hvis de læser med deres børn, spiller musik med deres børn, tager deres børn med på biblioteket, med på en bondegård, med på et museum, med hen for at besøge de gamle på plejehjemmet eller med en tur i skoven, følger de for alvor op på den gavnlige og gode udvikling, de satte i gang med sundhedsplejerskens besøg i hjemmet, da børnene var helt små.

Vi skal blande os!
Må vi godt blande os i de andres liv? Ja, for kun hvis civilsamfundet med sin folkeoplysende indsats gør det, og kun hvis vi tør tage en helt ny folkeoplysningsindsats på os - en indsats som går langt tættere på den enkelte og på "det private" end internettet, TV og de gamle fora for folkeoplysning har kunnet det - bliver alle oplyst.

Folkeoplysningen var tænkt som et løft af en uoplyst almue. Sådan er det ikke mere. Men hvor to traditioner i det danske samfund støder sammen - på den ene side, at man ikke blander sig i de andres liv, og på den anden side, at vi er et folkeligt fællesskab, som hænger sammen, fordi blandt andet folkeoplysningen taler mod selvtilstrækkelighed og blander sig - må det være folkeoplysningen og indblandingen i de andres liv, der vinder. Ellers bliver vi ved at have børn og unge, som er prædestineret til ikke at kunne blande sig i noget som helst. Ikke engang deres egen tilværelse. Det er det, som folkeoplysningen både var, og er, medicin mod.

Der er ingen debatindlæg.