En hel generation uden holdninger?

Kan man forpligte en generation, der vender ryggen til fællesskabet og forandringerne, på at have holdninger? Hver generation skal have lov at lave folkeoplysning og folkelige fællesskaber på deres egen måde, så det ikke bliver forsamlingshuset, folkehøjskolen, ø-lejren eller den traditionelle forening.

Af Pernille Vigsø Bagge

Konkurrencestatens skadevirkninger kan afbødes ved, at vi laver mere samfund og mindre stat. 

Der findes nogen mennesker, som ikke rigtigt findes alligevel. Det er dem på ca. 45 år.
De har familie og fritidsinteresser. De har bil og hus og have. De har nok at se til, men de passer alligevel mest sig selv. Og selvfølgelig findes de. De findes bare ikke dér, hvor meninger brydes, hvor store beslutninger træffes, og hvor man for alvor skal blande sig i den måde, samfundet udvikler sig på.

Marianne Jelved skriver i sit bidrag til:
"Der er brug for, at meninger brydes. Hvis vi som et folk skal komme frem til det fælles bedste og dermed til et forpligtende fællesskab, hvor vi hver især er forpligtet, så må meninger brydes, så må uenighederne frem og argumenterne fremmes på grundlag af oplysning.
Folkeoplysningen skal inspirere og insisterer på at sætte eksistentielle problemer til debat.

Folkeoplysningen er ansvarlig for at stå på sin arv og på ved hver en lejlighed at fremme den almene dannelse til borger og medborger, der diskuterer hvad der er til fælles bedste og skaber rum til frihed og åndsfrihed igennem kappestriden i dialogen og refleksionen. Vi slår os sammen om denne udfordring, ikke for at vinde striden, men for gennem striden at komme nærmere vores demokratiske forpligtelse at diskutere grundenigheder for det fælles bedste."

Undvigerne
Og når der nu findes mennesker, som ikke vil, kan eller orker at diskutere, som det levende folkelige fællesskab ellers fordrer, så er det nok værd at se nærmere på, hvad der karakteriserer disse "undvigere":

Virksomhedsrådgiver Ulrik Schultz Brix har sagt følgende om disse mennesker:

"De er som generation præget i og af en verden i relativt faste rammer: DR1 som eneste tv-kanal og en ideologisk stabil omverden, stærkest symboliseret af Berlin-muren.

Men som voksne skal de leve og arbejde i en verden, hvor nye lande opstår og forgår, hvor den teknologiske udvikling hele tiden synes at accelerere hurtigere og hurtigere; hvor nogle af vor tids mest omtalte og betydningsfulde fænomener som internettet, personlige computere og mobiltelefoner først for alvor dukker op efter, at de er kommet i gang med arbejdslivet.

Det betyder alt sammen, at X´erne ikke bryder sig om at tænke i langsigtede projekter og heller ikke er udpræget glade for forandringer. De har allerede fået forandring nok og foretrækker oftest at arbejde på en måde, hvor de producerer resultater hver dag.

X´erne kom på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor nedskæringer og økonomiske stramninger tog til, og hvor loyalitet ikke længere blev gengældt med sikkerhed i ansættelsen. Derfor har de lært at stole mest på sig selv, de er typisk meget pragmatiske, men det har også gjort flere af dem materialistiske."

Kan de forpligtes?
Generation X er født mellem 1965 og 1975, i kølvandet på ungdomsoprøret. De står i modsætning til deres forældre, der som unge havde fællesskabets rus, frihedstrangen, kollektiverne, udslettelsen af de faste normer og selvrealiseringen som omdrejningspunkt.

Generation X tog kun på højskole op gennem 1980´erne for at flygte fra den høje ungdomsarbejdsløshed. De er siden da hverken blevet aktive i foreninger eller i politiske partier. De skriver ikke læserbreve eller er primusmotorer for store planer i lokalsamfundet. De vil kun nødtvungent sidde i skolebestyrelsen og melder sig hverken til reality-programmer eller til vilde forsøg.

Og spørgsmålet, der melder sig, er: Kan man forpligte en generation, der vender ryggen til fællesskabet og forandringerne, på at have holdninger? Kan man fordre, at en generation, der har brugt det frie valg til at vælge fra, skal blande sig i debatten om samfundet, om den teknologiske udvikling, om etiske dilemmaer, værdikamp osv.?

Og hvis svaret er nej, hvordan kan man så forhindre eller forebygge, at der igen kommer, hvad der ligner en hel generation af mennesker, som ikke vil have en holdning - hvis vi da antager, at det aktive holdningsmenneske er bærer af fremtidens folkestyre - hvilket vi er mange, der gør.

Indholdet er afgørende
Svaret peger for mig at se i to retninger:

For det første skal vi sørge for, at vi ikke igen får en ensrettet 68-generation, som i misforstået selvrealisering pådutter andre, og i dette tilfælde deres børn, konstant at mene, synes, have en holdning til noget, men vel at mærke KUN, og her kommer pointen: KUN en mening, som passer ind i 68´ernes eget kram og verdensbillede. Denne pådutning af højtråbende og synlig selvrealisering og påtvunget fællesskab har nemlig ført til, at denne generation, modsat forældrene, gerne ville have lov at mene noget på den stille, afdæmpede og introverte måde, som ikke skabte folkelig bevægelse. Den ret skal være til stede, men ikke blive den fremherskende, for så dør fællesskabet i stilheden.

For det andet skal vi sørge for, at hver generation får lov at lave folkeoplysning og folkelige fællesskaber på deres egen måde, så det ikke bliver forsamlingshuset, folkehøjskolen, ø-lejren eller den traditionelle forening, der SKAL være rammen, formen om folkeoplysningen. Det er indholdet, der er det afgørende, så hver generation må selv danne sig sin form. For indholdet: samtalen, dannelsen til verdensborgerskab, udvidelse af horisonter og kendskab til sig selv og sin kultur er det bærende, som sagtens kan finde nye veje og nye adgange, uden om de måder tidligere generationer fandt.

Holdning som nødvendighed
Og så er der jo det tredje svar. som ligger lige for: Konkurrencestaten var ikke noget for disse unge, som siden blev usynlige.

Denne Generation X, som først og fremmest op gennem 1980´erne og 1990´erne skulle konkurrere med deres egne forældre om jobs, prestige og anseelse i samfundet. Havde konkurrencen så endda været på lige vilkår, men det var den ikke.

Konkurrencestaten bliver, som det anføres andre steder i bogen (se bl.a. bidrag af Marianne Jelved og af Ove Kaj Petersen), en kile mellem mennesker, men også mellem generationer. Og derfor bør dens skadevirkninger afbødes ved, at vi laver mere samfund og mindre stat.

Når ansvaret for samfundets struktur påhviler fællesskaber, på tværs af alder, køn, social status og baggrund, bliver det tvingende nødvendigt at have en holdning, og dermed giver det hele mening. 

Der er ingen debatindlæg.