Hvorfor så lidt innovation og hvorfor så få visioner?

Innovation er på dagsorden, men tilsyneladende har det danske innovationssystem foreløbigt toppet. Meget tyder på at de kommende årtier kræver helt anderledes innovationer båret af stærkere visioner, hvis vi skal håndtere implikationer ved klimaforandringer, et strukturelt skift i verdensøkonomien, velfærdsstatens iboende finansieringsproblemer, potentiel terrorisme m.m. Folkeoplysningen er en vigtig innovationsskabende kraft i Danmark – set i et historisk perspektiv. Hvor står vi i dag?

Af Lars Bo Kaspersen

Fra diversitet til konformitet

Den 'herskende klasse' - den dominerende økonomiske og politiske elite - er veluddannet, intelligent og hårdtarbejdende, men kun moderat innoverende. I sin egen selvforståelse ser en del af denne elite ganske vist sig selv som en 'kreativ klasse', men kreativiteten og innovationskraften er marginal og består mest i at ukritisk importere ideer udefra uden at tilpasse disse til en dansk virkelighed. Den herskende klasse vil gerne gøre Danmark til verdensklasse på alle områder.

I stedet for at udnytte særegne traditioner i dette land for 'bottom-up' innovation muliggjort af en udstrakt grad af tillid til lokale aktører, så består 'innovationen' i disse år i at imitere andre landes institutioner. Den herskende klasse forstår ikke, at en lille åben økonomis komparative fordel ligger i diversitet og forskellighed i forhold konkurrenterne. I stedet har innovationspolitikken tilstræbt at konformere til andre innovationssystemer.

Eksempelvis hælder skiftende regeringer mange penge i uddannelse og forskning med et sigte på at øge innovationen. Men samtidig med den store satsning på uddannelse og forskning har de sidste 15 års udvikling medført en styringsideologi, der demonstrerer mistillid til undervisere og forskere, hvor styringen indebærer stram kontrol, lille autonomi og satsning på kvantitet. Uddannelses- og forskningsinstitutioner bliver mere og mere konforme, og det eneste, man kan være sikker på, er, at man i hvert fald ikke bliver innovativ og visionær, hvis man tilbringer alt for mange år i dette system.

Uddannelsesinstitutionernes krise
Uddannelsesinstitutioner ikke mindst de højere uddannelser befinder sig i en institutionel og intellektuel krise. De er truet af politisk pres og samfundsmæssige forandringsprocesser, som er i færd med at omdanne universiteter, seminarier mm. til massens middelmådighedsmaskiner.

Politikere, embedsstand og ledere af uddannelsesinstitutionerne fortsætter den tilsyneladende endeløse bureaukratisering af vidensproduktion og vidensdistribution i jagten på 'kvalitet' og 'ansvarliggørelse'. Det absolutte gode er at få undervisere og forskere til at konformere til administrative procedurer, og denne stræben fjerner mange undervisere og forskeres mulighed for og kapacitet til at være innovative og kreative.

Dannelse og folkeoplysning er truet
Politikerne tilfredsstiller befolkningens efterspørgsel efter flere uddannelsespladser på de videregående uddannelser, men uden nogen klar ide om, hvad dette ideelt burde kunne føre til. I stedet får man blot en armé af arbejdere med et dyrt eksamensbevis.

De institutioner, der varetager de længste og højeste uddannelser, er truet af ekstrem specialisering, som underminerer bred intellektuel nysgerrighed og i stedet erstatter denne med en snævert-fokuseret akademisk industri. Universiteterne er i fare for at ophøre med at være kulturinstitutioner forstået som innovative kraftcentre, der producerer nye ideer.

Desværre kan politiske partier, tænketanke eller interesseorganisationer ikke udfylde og varetage disse funktioner, da også disse ledes af den samme klasse med samme tankegang og er snævert innovationsperspektiv.

Konsekvensen er dermed, at også den almene dannelse og folkeoplysningsprojektet er truet, når eliten, som skal udvikle ideer - og gerne i samarbejde med lægmand/lægkvinde - er blevet konform og i øvrigt i mindre grad udviser tillid til statens borgere og deres myndighed.

Der er ingen debatindlæg.