Folkeoplysningen skal kravle ned fra vægten

Har folkeoplysningen i for høj grad selv accepteret nyttebetragtningerne? Er vi kravlet op på vægten, fordi vi ved, at det giver pote hos politikere og på finansloven, hvis vi kan levere en kilopris på vores produkter? Der er brug for en uddannelsesforståelse, der respekterer og værdsætter det umålelige som havende værdi, for det er jo det, der får os op af stolen i en tro på, at verden lader sig bevæge.

Af Helga Kolby Kristiansen

"Udfordringerne for Danmark løses ikke ved at gøre Danmark til en konkurrencestat. Tværtimod," skriver Marianne Jelved. Man kan håbe, at Mariannes udsagn er stenen, der får ringene i vandet til at brede sig.

• At der begynder at brede sig en metaltræthed over påstandene om, at Danmark skal være verdens rigeste og bedste til alt muligt.
• At vi i udviklingen af det danske velfærdssamfund igen får øje for at tænke i fællesskabstermer og ikke alene i konkurrencetermer.
• At det vil gå op for os, at konkurrencestaten sætter værdier over styr, som har været grundlæggende for vores selvforståelse som samfund:
  - et samfund, der satser på eliten, står i fare for at opgive mangfoldighed som en værdi
  - et samfund, der satser på rigdom, må opgive lighed som et ideal
  - et samfund, der satser på test og konkurrence, kommer i længden til at opleve de svage som en belastning

Værdier og velfærd
Værdier er ikke noget, der bare er, og som vi bare har. Værdierne kan ikke fastholdes i festtaler, men bliver konstant til i den måde, vi lever, ja også kæmper med hinanden på. Sammenhængskraft skabes ikke gennem en fælles angst for, "at kineserne kommer", men gennem en konstant folkelig debat om de samfundsmæssige værdier og gennem en historisk bevidsthed om, at det danske samfund bygger på frihed til det fælles bedste.

Man kan også håbe på, at vi er ved at bundvende i synet på velfærd som borgernes målbare rettigheder, som gør velfærd til noget, der kan dokumenteres og evalueres med forbrugerens ret til at klage. Demokratisk deltagelse bliver dermed reduceret til at kontrollere, om jeg har fået det, jeg er blevet lovet. Men hvis samfundssynet gælder frihed til det fælles bedste, er velfærd meget andet, end hvad vi kan omsætte i økonomiske goder. Velfærd rummer også tillid, tryghed, gensidig accept og respekt for forskelligheder, samfundssind, ja, alt det, der kitter et samfund sammen, så vi kan kalde det et velfærdssamfund.

Eksistentiel friværdi
I dag synes det også som om, at vi pakker velfærden ind i en bevaringsretorik. Velfærd er noget, vi skal bevare, og ikke længere noget, vi skal udvikle eller kæmpe for og om, og midlet er som nævnt at sætte alt på en vægt og finde kiloprisen.

Det selvkritiske spørgsmål til den etablerede folkeoplysning er, om vi ikke også i (for) høj grad selv har accepteret nyttebetragtningerne. Er vi kravlet op på vægten, forstået på den måde, at vi har lært os, at det giver pote hos politikere og på finansloven, hvis vi kan levere en kilopris på vores produkter? Vi ved, at hvis vi kan dokumentere, at et højskoleophold fører til uddannelse eller medfører "hurtigere igennem" og færre studieskift, så åbnes der flere døre, end hvis vi taler om det, der er højskolernes faktiske opgave, nemlig livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Når Dansk Industri uafladeligt taler om efterskoleophold og højskoleophold som spild af tid og ressourcer, så tæller en mulig værdisættelse af et dokumenterbart højskoleophold bedre, end hvis vi taler om eksistentiel friværdi, livsduelighed og medborgerskab.

Samfundsdebat som søbemad
Udfordringen er, om folkeoplysningen bredt set er i stand til at finde platforme for samtaler om, hvilke værdier velfærdssamfundet skal hvile på. Om folkeoplysningen, som Troels Mylenberg siger, kan bidrage til at bringe den offentlige samtale tilbage til folket. Et godt og stærkt udtryk. Det er som om, at vi har fået vendt demokrati og folkestyre på hovedet.

Det danske samfund har hvilet på, at demokratiet groede nedefra. Når Grundtvig i sangen "Er lyset for de lærde blot" skal udlægge, hvad "lyset" er, så er det ikke de lærdes tale, ekspertudtalelser eller politikerbeslutninger. Nej, det er "ordet i vor mund." Det er samtalen. Det er det, vi siger til hinanden, når vi forsøger at tolke både vores egen og den fælles tilværelse.

Demokrati og folkestyre gror nedefra. Vi har i Danmark fastholdt en tanke om, at det er den brede underskov, der giver den stærkeste skov. Demokratiet hviler på respekten for, at folket kan tænke selv og har en stemme.

Derfor er jeg også enig, når Troels Mylenberg (se side xx) peger på, at der er sket en degenerering af den offentlige debat med en udpræget mangel på tillid til, at folket kan tænke selv. Når TV-Avisen tre dage før statsministerens nytårstale "lover" seerne, at flere politiske kommentatorer og kendte politikere står parate til at vejlede os igennem talen, er det udtryk for en total respektløshed og mangel på tillid til, at folket er i stand til at tænke selv.

Vigtige politiske udmeldinger og samfundsmæssige anliggender udsættes igen og igen for mediernes stavblender, så vi får det hele som søbemad, og som seer sidder man tilbage med et totalt ligegyldigt "nåh" og fornemmelsen af, at folkestyret ikke længere behøver et folk, og det er et dårligt udgangspunkt for at tilbageerobre den folkelige debat.

Forsvar for dagligstuens hygge
Lene Andersen har det skarpe skyts fremme, når hun karakteriserer dansk folkeoplysning som "navlebeskuende og tilbagelænet", drænet for fremtidsvisioner, siddende fast i et romantisk grundtvigsk hængedynd.

Herudover kolporterer Lene en opfattelse af, at dansk folkeoplysning ikke har en eneste international samarbejdspartner. Det sidste kan tilbagevises som ukorrekt, idet både efterskoler, højskoler og oplysningsforbund arbejder internationalt, og højskolerne har gennem mange år haft internationale elever. Så det udsagn er let at lægge død, men hvad med det første udsagn?

Er der noget om snakken? Der kan ganske givet let findes både støv og kedsommelighed i den etablerede folkeoplysning, og der er heller ikke tvivl om, at de folkeoplysende institutioner og foreninger selv bærer en del af ansvaret herfor, men det er for snævert at betragte folkeoplysning som lig aftenskoler og højskoler.

Folkeoplysning bør også forstås som et perspektiv på folkets rolle i et folkestyre, hvor folket "oplyser sig" for at kunne tage vare på egen og den fælles tilværelse. Folkeoplysningen rækker dermed ud over institutioner og foreninger og er en fælles folkelig udfordring til at skabe bindeled mellem individ og samfund, borger og stat og til at bygge bro mellem borgere på tværs af individuelle og kulturelle forskelle.

Lene fremhæver det oplyste, dannede og vidende menneske som folkeoplysningens ideal i modsætning til de "sociale analfabeter", som snakker og hygger Danmark til døde, men det er netop denne sidste kategori, jeg møder nogen af på hvert eneste elevhold, og som efter 4 måneder fremhæver dagligstuens hygge og snak med andre unge (som de vel og mærke ikke selv har valgt) som det, der bidrog til, at de lærte at tænke selv med tanke for andre. Fra en højskolehverdag med dens megen snak ved jeg derfor:
- at værdier bliver til i den måde, vi lever og snakker med hinanden på
- at mennesker evner at tænke i helheder og handle ansvarligt
- at det fælles hverdagsliv kaster perspektiver på det fælles samfundsliv.
- at "folkeoplysning" kan gro frem nedefra.

Det er også herfra, jeg har troen på, at "det ligegyldige nåh" ikke behøver at være sidste svar.

Folkeoplysningen
skal motivere
Pernille Vigsø Bagge taler om en "folkeoplysning, der rækker langt ind i familiens liv".  Eksemplerne, som Pernille nævner, ser jeg som værende helt i tråd med klassisk folkeoplysning om, hvordan viden netop kan kvalificere vores liv både som individer og som samfund, men i min forståelse går folkeoplysningstanken tabt, når oplysningen eksempelvis skal "stille større krav til forældrene" og "sikre" ordentlige sengetider.

Det, folkeoplysningen kan og skal og har som sin fornemste opgave, er at motivere og kalde på lysten til at forandre eget liv. Viden er vigtig, men det er motivationen, der skaber eftertanken og lysten til forandring.

Menneskets potentiale
Når unge har svært ved at komme i gang med en uddannelse eller dropper ud, er svaret fra alle sider, at de bare skal sættes på det samme lyntog. Daglig læsning og min egen hverdag fortæller, at velbegavede og velformulerende unge sidder med et selvværd i minus. De frygter lyntogets fart, men da det jo ikke er dem, der kontrollerer farten, sætter nogen af dem den selvdestruktive kontrol ind. Men et rigt samfund, der konstant udtrykker negative forventninger til sine unge i form af pisk, tale om spildtid og negative økonomiske konsekvenser, er et samfund, der i angst for at miste sin rigdom, har mistet tilliden til fremtiden.

Der er i høj grad brug for en solidaritet med unge, der udtrykker, at et menneskes potentiale ikke kun er identisk med dets evne til at betale skat.

Ingen er i tvivl om, at faglighed og målrettethed er vigtig i al uddannelse. Ingen er heller i tvivl om, at solid uddannelse er en nødvendighed i en globaliseret verden og en vigtig del af den danske velfærd, men når vækst alene synes at være målet, vil det så ikke altid være økonomiske konjunkturer, der får det sidste ord, og det enkelte individs potentialer og talenter må rette ind?

Når vi forsvarer og begrunder uddannelsestænkning i et kapløb om økonomisk vækst, som vi tilsyneladende ikke kan sige fra overfor, må man også her spørge, om ikke vi alle kører med et tog, vi ikke kan styre.

Men- og det er det afgørende - hvis vi fastholder en tro på, at demokratiet vokser nedefra, må vi også holde fast i, at uanset hvor komplekst og uoverskuelig udviklingen ser ud, beror den på menneskelige beslutninger og handlinger.

Det betyder, at uddannelse kan være mere end kompetenceudvikling. Det kunne være, at der var andre svar. F.eks. at vi prioriterer dannelse og uddannelse af myndige samfundsborgere ligeså højt som erhvervsmæssige kompetencer og snæver vækst og velfærdstænkning. En uddannelsesforståelse, der ikke kun har øje for kiloprisen, men respekterer og værdsætter det umålelige som havende værdi, fordi det som oftest er det, der får os op af stolen i en tro på, at verden lader sig bevæge - på trods af alle odds.

Der er ingen debatindlæg.