2016 ændring af folkeoplysningsloven: en trussel mod ytringsfriheden

De vigtigste ændringer i loven var:

• At foreninger, hvis formål og adfærd modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, ikke kan få tilskud eller anvist lokaler eller stillet lokaler til rådighed
• At kommunerne ud fra en risikobaseret tilgang baseret på stikprøver, skal vurdere, om der er behov for et nærmere tilsyn med foreninger, hvor der kan være risiko for overtrædelse af lovens bestemmelser.
• At kommunerne skal offentliggøre lister over, hvilke foreninger, der bliver tildelt støtte henholdsvis har fået afslag på støtte efter loven.

DFS om lovændringen
I et høringssvar kritiserede DFS lovforslagets brug af ordet ”adfærd”, som i forslaget også dækker udtalelser fra og handlinger udført af enkeltindivider, dvs. ansatte, frivillige, medlemmer eller foredragsholdere:
”Vi vurderer, at det vil pålægge foreningerne en intern kontrol, der ikke er i overensstemmelse med de grundlæggende frihedsrettigheder, og potentielt lægge begrænsninger i medlemskredsen, som ikke er i overensstemmelse med folkeoplysningslovens krav om åbenhed og medlemskab.”
I en kommentar i Altinget skrev DFS’ formand bl.a.
”Samtidig har lovrevisionen et klassisk træk ved trusler mod ytringsfriheden: vilkårligheden. De uklare definitioner overlader det til kommunerne at afgøre, hvad der er demokratisk, og hvad der udemokratisk. De er usikre på opgaven. Forskellige kommuner vil administrere det forskelligt, og foreningerne vil hele tiden være i tvivl. Når man er i tvivl om, hvad man må, så bliver man forsigtig og holder sig tilbage. Det kaldes også selvcensur.”

Kritik i Folketinget
Under Folketingets behandling sagde Rune Lund, Enhedslisten:
”Vi bryder os virkelig ikke om den del af lovforslaget, der på et ganske vagt formuleret og værdibaseret grundlag lægger op til, at der skal sorteres i foreninger, der, som det hedder, modarbejder eller underminerer demokrati eller grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, og i foreninger, der ikke gør det. At myndighederne nu skal til at træffe nogle i overordentlig høj grad værdibaserede skøn, fremgår klart af det, man kan læse i bemærkningerne til forslaget, hvor der i punkt 3.1.3.2.2. f.eks. står, at det ikke er omfattet af lovforslaget, hvis man har den opfattelse, at kvinder ikke må kunne blive præster, men det er omfattet af lovforslaget, hvis man opfordrer til, at personer af forskellig race ikke må kunne gifte sig med hinanden.”
Ved samme lejlighed sagde Marianne Jelved:
”Det har i mange, mange år været en fælles holdning, at det er bedre, at alle i åbenhed kan give udtryk for deres opfattelser og diskutere dem. Jeg synes, det er rigtig betænkeligt, at man bruger udtryk som at underminere demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder. Hvad vil det sige at underminere? Hvornår er grænsen nået? Hvornår er det ikke at underminere? Hvornår er det kritik, som er lovligt i et demokrati?”

Usikkerhed i kommunerne
Da lovændringen var vedtaget, bad Kommunernes Landsforening Kulturministeriet om at udarbejde en vejledning. KL skrev bl.a.:
”Det vil være en stor udfordring for kommunerne i praksis at sondre mellem en forenings adfærd og enkelte individers, som samtidig er medlemmer af den pågældende forening, adfærd og på den baggrund afgøre, hvorvidt en forening er tilskudsberettiget og/eller kan få anvist lokaler.”
Kulturministeriet afviste at lave sådan en vejledning, men udsendte i stedet en ”sammenskrivning” af forarbejderne, dvs. lovtekst, fremsættelsen og ministerens svar på spørgsmål om ændringen kulturudvalget.
Af den fremgår det f.eks., at kommunerne skal foretage ”…en konkret vurdering af karakteren og styrken af evt. ytringer om f.eks. forskelsbehandling på grund af race, handicap eller seksualitet”.