Den falske fortælling om udkantens elendighed

Af Egon Clausen

En eftermiddag i det tidlige forår kørte jeg fra den vestjyske landsby Hemmet til storbyen Esbjerg. Mens jeg sad bag rattet i min lune bil med de betryggende lys fra instrumentbrættet foran mig, så jeg pludselig det vestjyske landskab udenfor med den forbipasserendes alt for hastige blik.

Den forbipasserendes blik
Jeg så et regnvådt, forpjusket land med forblæste læhegn og mudrede traktorspor i de våde marker. Intet menneske var at se. Landet virkede mørkt og øde, og jeg tænkte, at derude lå Udkantsdanmark, sådan som folk i storbyerne forestiller sig det. Et trist sted, hvor beboerne trykkede sig sammen inde i husene, der stod som skumle silhuetter mod den grå himmel. Derinde sad de i deres skumgummisofaer og drak deres kirsebærvin, mens de så fjernsynsprogrammer fra strålende oplyste metropoler, der glitrede af frivol lystighed, og mens de sad og gloede på alt dette, blev de grebet af en umådelig misundelse.
Et afmægtigt had mod storbyen voksede som en kræftbyld i dem. Derfor stemte de på Dansk Folkeparti og jublede, hver gang en dansk kulturinstitution blev skudt i grus. Alt, hvad Grundtvig og Bomholt står for, spiller fallit.

Fællesskab af forskelligheder
Sådan er det bare ikke. Men desværre har fortællingen om Danmark som et fællesskab af forskelligheder trange kår for tiden. Det skyldes ikke blot københavnernes optagethed af deres eget centrum, men også de udkantsfortællinger, som nogle af provinsens egne fortalere disker op med.
Når politikere fra Dansk Folkeparti for eksempel begrunder deres ønske om flere udflytninger af statens arbejdspladser, er det som at høre et ekko fra uvidende københavneres fordomme om udkanten. Begge parter mener åbenbart, at udkanten er forsømt, forblæst og uden fremtidshåb, men begge parter tager fejl.
De bygger begge på den forbipasserendes fordomsfyldte blik, og det har haft mange triste konsekvenser.
En af dem er, at by og land sættes op mod hinanden. København og provins skildres som fjender. Hele befolkningsgrupper lægges for had, og det nationale fællesskab anfægtes. Gennem det hele går den falske fortælling om udkantens elendighed.

Stolthed og glæde
Denne fortælling er ikke sand, og landsbyen Hemmet er et godt eksempel herpå.
I den lille vestjyske landsby er der en meget aktiv befolkning. På eget initiativ har beboerne formået at rejse et stort og flot kulturhus med aktiviteter, der samler folk fra nær og fjern. Her trives en kultur, der batter noget, og den har lokale rødder. Den drivende kraft bag dette vestjyske kulturhus har således været den lokale automekaniker, og i bestyrelsen sidder gårdejere, håndværkere og arbejdere.
Aktivitetsniveauet er højt. Stolthed og glæde er resultatet. Man arrangerer højskoleforedrag, der samler hundreder af tilhørere. Man afholder nytårskoncerter med klassisk musik, indbyder til fællesspisning og meget mere.

Mediernes ansvar
I hele Vestjylland er der en livlig kulturel aktivitet med foredrag, musik og kunst, og det meste drives af frivillige, så både Grundtvig og Bomholt ville have frydet sig.
Københavnerpressen har været totalt fraværende, og det var vel at forvente. Men de jyske medier er påfaldende tavse. De er tilsyneladende mere optaget af at beskrive Danmark som et land, der er plaget af indbyrdes strid og spektakel. Så hvis det er sandt, at Danmark bliver trukket skævt, har de jyske medier lige så stort et ansvar for fadæsen, som de københavnske medier har det.
Det samme har de populistiske politikere, der fremstiller den danske provins som en forsømt og overset udkant.