Folket er til stede på Folkemøde, og der er masser af folkelige debatter. Det forudsætter bare, at man bevæger sig rundt i både små og store telte – og lytter. Det var der stort set enighed om på DFS’ afslutningsmøde.
DFS' formand, Per Paludan Hansen, i rollen som mikronholder.
Søndag ved frokosttid inviterede DFS folkeoplysere og andre til en foreløbig status over årets Folkemødet – og et par sange.
Både mødeleder Hans Grishauge og de fleste, der tog ordet, var begejstrede, og de var også enige om, at Folkemødet er så meget mere end en fætter-kusine-fest for politikere, lobbyister og journalister.
De politisk interesserede
”Det handler også om, hvordan man definerer ”folket”,” sagde Line Hultengreen.
”Jeg har arbejdet med politik i mange år, men jeg er også en del af folket. Det er klart, at den del af folket, som ikke interesserer sig for politik, kommer ikke. Lige som dem, der ikke interesserer sig for musik, ikke tager på Roskilde Festival.
Det passer ikke, at ”høj og lav” ikke kommer hinanden ved. Man kan få en snak med en politiker og kendt journalist over en fadøl, og det er ikke kun eksperter, der taler i panelerne. Faktisk er det lykkedes os at gøre det meget mere folkeligt end svenskerne med Almedalsveckan,” sagde hun.
Forfaldshistorie
Til gengæld var tonen indimellem hård over for journalister, der ikke formår at se, høre og fortælle om den folkelige debat, som faktisk foregår. Nogle mente også, at politikerne holder sig for meget til de vante dagsordener.
Men det fik andre til at tage ordet og advare imod fjendebilleder:
”Vi skal ikke skabe en forfaldshistorie med politikere og medier på den ene side og vi andre på den anden. Jeg har lige siddet og sunget Skipper Klements morgensang med Kristian Jensen fra Venstre og en gruppe højskoleelever. Det er da en oplevelse, man ikke venter. Hvis man vil have politikerne til at sidde blandt publikum, skal man lade være med at invitere dem op i panelet,” sagde Rasmus Kolby.
De konkrete resultater
Per Paludan Hansen gav udtryk for det samme:
”Der skal mere fokus på det, der kommer ud af debatterne. Jeg har lige hørt om et møde i Grundtvigsk Forums telt, hvor Bertel Haarder og Marianne Jelved var lige ved at indgå et kirkepolitisk forlig.
Men det er ikke kun i toppen, mange deltagere tager hjem og bruger, hvad de hørt her i det politiske, det organisatoriske og det personlige arbejde,” sagde han.
”Jeg er på folkemøde for første gange, og jeg har oplevet, at politikerne er meget mere lyttende og åbne end til hverdag. Spørgsmålet er, hvordan vi kan holde fast i dette åbne, samtale demokrati, når vi er kommet hjem fra folkemøde,” sagde Jens Nielsen, der gav det sidste bidrag til debatten.