Endnu engang satte de folkeoplysende organisationer deres præg på den store demokratifestival. DFS stillede Folkeoplysningens Telt til rådighed for medlemsorganisationerne, var med til at uddele Folkemødets Dialogpris, arrangerede debat om mangfoldighed og polarisering og var vært for Bobler i Civilsamfundet.
Her på siden kan du se, hvad DFS og vores medlemsorganisationer arrangerede i år.
Det var et af de rigtige gode år i Folkeoplysningens Telt.
Den nye placering med en stor træterrasse på den ene side – vendt mod tre andre telte gjorde teltet mere synligt for de konstant forbipasserende folkemødedeltagere på Cirkuspladsen. Det blev mere åbent mod publikum, som kunne sidde eller stå på to sider af teltet og stadig følge med. Måske er det en af grundene til, at der generelt var flere deltagere i arrangementerne end sidste år – sammen med det gode program selvfølgelig!
Deltagerne i Folkemødet valgte borgmester Christina Krzyrosiak Hansen, Holbæk, som modtager af Folkemødets Dialogpris 2019. Dermed slog hun de fire folketingsmedlemmer, som også var nominerede til årets pris.
Det var syvende år i træk, at Folkemødets Dialogpris blev uddelt. DFS har været med hele vejen.
Ved overrækkelsen sagde Folkemødets formand, Jann Sjursen;
”Christina K. Hansen rykker gerne fra borgmesterkontoret ud i landsbysamfundene, hvor hun holder ”åbent kontor”. Flere gange har hun været i praktik i kommunale institutioner, hvor hun f.eks. har kørt i rutsjebane i en børnehave og beskåret træer med medarbejdere fra Vej og Park. Hendes autenticitet og ærlighed om, hvad hendes unge alder betyder er et godt fundament for en åben dialog og politisk debat.”
Rekordmange - 6.200 - deltog i afstemningen.
”Der foregår meget positivt for at samle mennesker på tværs af forskelle i Danmark, men det er ikke det billede, der bliver tegnet i den offentlige debat,” sagde folketingsmedlem Marianne Jelved.
Hun var en af tre paneldeltagere, da DFS torsdag på folkemødet inviterede til debat om mangfoldighed og polarisering. De to andre var folketingsmedlem Anni Matthiesen og formand for Folkeuniversitetet på Bornholm, Jon Madsen.
”Medierne har et stort ansvar for at skabe billede af et splittet samfund,” sagde Anni Matthiesen.
En lille gruppe aktive beboerrepræsentanter bidrag med deres erfaringer for at samle mennesker i boligområderne. De var interesserede i samarbejde med aftenskoler, højskoler og andre foreninger, men de forklarede også, at folkeoplysning og den danske foreningskultur kan være med fremmed for mennesker, der er opvokset i andre lande.
Find alle de arrangementer, som DFS' medlemsorganisationer var involverede i.
Der var slet ikke plads i Folkeoplysningens Telt til de mange inviterede gæster, der deltog ”Bobler i Civilsamfundet”. Heldigvis blev der cirkuleret og minglet ud og ind af teltet, så alle fik et glas bobler – eller to – og alle fik talt med andre gæster.
Stemningen og lydtrykket fra samtalerne var højt. Partilederen, som samtidig talte på Hovedscenen lige i nærheden, kunne på intet tidspunkt overdøve bobler-gæsterne. Vi håber omvendt ikke, at vores arrangement forstyrrede Uffe Elbæk.
DFS inviterede til Bobler i Civilsamfundet sammen med Frivilligrådet og Center for Frivilligt Socialt Arbejde.
Her kan du finde alle de 152 arrangementer, som DFS' medlemsorganisationer var involverede i.