AOF har åbnet et tilbud til ansatte, der er sendt hjem eller på nedsat tid på grund COVID-19-virussen. Oplysningsforbundet tilbyder gratis onlineundervisning indenfor voksenundervisning (FVU) og Ordblindeundervisning (OBU).
Monday, March 23, 2020
Ifølge AOF Danmarks administrerende direktør John Meinert Jacobsen, er AOF ONLINE en oplagt mulighed for virksomhederne til at give hjemsendte medarbejdere et kompetenceløft:
”Mange virksomheder står netop nu og overvejer, hvorvidt medarbejdere skal sendes på afspadsering eller tvungen ferie med henblik på at undgå smitte af COVID-19 til samfundets svageste. I nogle tilfælde ender det ligefrem med fyringer, fordi det ikke kan løbe rundt økonomisk. Her er onlineundervisning en god investering for virksomhederne, fordi medarbejderne vender styrkede tilbage på arbejdspladsen.”
Folkeoplysningen lukker ikke ned
Rigtig mange folkeoplysende skoler og foreninger må indstille og udsætte undervisning og andre aktiviteter i disse uger. Men der arbejdes samtidig ihærdigt med at skabe andre rum for læring og handling.
DFS’ hjemmeside og nyhedsbrev vil løbende beskrive nogle af disse initiativer.
Fleksibelt
I AOF’s onlineundervisning er kursister og underviser ikke fysisk til stede i samme lokale. Undervisningen foregår i stedet ved, at medarbejderne følger undervisningen online via computer eller tablet. Undervisningen tilpasses den enkelte medarbejders niveau. Der er også mulighed for at lave brancherettet undervisning, sådan at undervisningens indhold tilpasses virksomhedens behov.
Da medarbejderne arbejder selvstændigt, giver det desuden en stor fleksibilitet i planlægningen af undervisningen, da medarbejderne kan følge undervisningen, når de har tid.
Undervisningen er gratis, og det vil være muligt at søge om lønrefusion i form af Voksenuddannelsesstøtte (SVU).