En ekstra indsats for de sårbare

En ekstra indsats for de sårbare

Thursday, April 30, 2020

Aftenskolen SUK Kolding har et fast fitnesshold for udviklingshæmmede. Det er en af de aktiviteter og et af de fællesskaber, som deltagerne må undvære for tiden.


Tilværelsen under corona-krisen er på mange måder blevet endnu sværere for de i forvejen sårbare og udsatte. På opfordring fra regeringen sætter DFS i denne tid spot på fællesskaber og aktiviteter, der inkluderer disse grupper.

Thursday, April 30, 2020

”Hos os er de jo bare deltagere, ligesom alle andre”. Det svarer folkeoplysende skoler og foreninger ofte, når de bliver spurgt, hvad de gør særligt for sårbare og udsatte.
Men ud over den naturlige plads den gruppe borgere indtager i folkeoplysningen, er der også mange målrettede tilbud for dem. Derfor mødte DFS naturligvis op, da regeringen i sidste uge inviterede os og det øvrige civilsamfund til møde, hvor ministrene opfordrede deltagerne til at lægge sig i selen for at række ud til de sårbare og udsatte borgere, som har det svært i denne tid.

Når det fysiske fælleskab forsvinder
”Når regeringen siger sårbare og udsatte, er det en meget bred definition. Der er både de voldsramte, de hjemløse og misbrugerne, men det er også ældre, handicappede, kronisk syge, psykisk syge og sårbare”, lyder det fra chefkonsulent Helle H. Bjerregård DFS, der er sekretær for den arbejdsgruppe, DFS’ bestyrelse har nedsat for at dykke ned i området i den aktuelle situation.
Hun fortsætter:
”Men det er for så vidt også dem lidt midt imellem. Med corona-krisen og dens isolation er de blevet ramt af angst, ensomhed og en sårbarhed, som de og deres omgivelser i hverdagen tidligere ikke lagde mærke til, fordi det fysiske fællesskab var en mulighed.
Dem skal vi også række ud til. En del af dem er heller ikke så digitalt vante og har ikke onlinefællesskabet som en mulighed.”

Mange kreative løsninger
Arbejdsgruppen er som det første i gang med at indsamle eksempler fra DFS’ medlemsorganisationer på, hvad der allerede sker af tiltag i dag, og hvilke erfaringer de har ført med sig. Næste skridt er at se på, om der er muligheder for et tværgående tiltag for alle eller flere af DFS’ medlemmer til at lave en koordineret indsats.
Endelig er det også gruppens opgave at komme med lettilgængelig inspiration til, hvordan de lokale foreninger, skoler, scener m.fl. kan inkludere de sårbare og udsatte i endnu højere grad – f.eks. ved at nytænke den måde, man laver sine aktiviteter på.
”Det ligger i folkeoplysningens DNA at være for alle, og det viser vi med al tydelighed nu, at vi faktisk er,” siger Helle H. Bjerregård og tilføjer:
”En af udfordringerne lige nu i at nå alle er, at vi måske også helt fysisk skal flytte aktiviteterne ud til borgerne. Det er der allerede mange kreative løsninger og tanker i gang omkring ude i landet for, hvordan man gør – kor og orkestre der spiller foran plejehjem og ældreboliger, indvandrerkvinder der laver quizzer på Kahoot, Lær at tackle din angst-kurser online etc.”

Netværk og pulje
På initiativ af Social- og Indenrigsministeriet er DFS eblevet inviteret med i et partnerskab om udsatte voksne sammen en med lang række civilsamfundsorganisationer. Samtidig byder vi også ind i de to andre partnerskaber – udsatte unge og handicappede – fordi vores medlemsorganisationer har mange erfaringer og kompetencer på de områder.Som en del af aftalen mellem folketingets partier, er der endvidere afsat 10 mio kr. specifikt til kultur-, idræt- og folkeoplysningsområdets indsats for udsatte og sårbare. Kulturministeriet har endnu ikke fastlagt, hvordan midlerne udmeldes. DFS følger det tæt og informerer nærmere, når der er nyt.