Coronakrisen har åbnet øjnene for digitale løsninger og nye partnerskaber

Carolina Magdalene Maiers kommentar indgår i en debatserie om Civilsamfundet efter coronakrisen.

Coronakrisen har forandret samfundet. I takt med at samfundet lukkede ned, er nye, kreative former for digitale fællesskaber sprunget frem som trold af en æske.
Krisen har både ført til erkendelser af, hvor nemt man kan miste, det man har, og til refleksioner over, om det liv, vi lever, nu også er det optimale?
Nogle borgere taler begejstret om de nye digitale muligheder, andre længes i hjertet efter fysiske fællesskaber.
Nogle unge mennesker fortæller, hvordan krisen har sluppet præstationspressets tag i dem, andre er ensomme og dybt deprimerede.

Krisetid til refleksion
Det som på den ene hånd er generationens største samfundskrise, giver os på den anden hånd en unik mulighed for at reflektere over det liv, vi lever og det liv, vi længes efter.
Det gælder på alle livsområder – skole og uddannelse, arbejdslivet, familielivet, det sociale liv og det åndelige liv.
Situationen er, trods sin alvor, for unik til, at vi bør lade den passere uden en dybdegående og mangfoldig undersøgelse af, hvad coronakrisen har betydet for borgerens håb, bekymringer og længsler – og hvilke krav dette stiller til os aktører i civilsamfundet.
For det er jo i civilsamfundet, at det levede liv udspiller sig. Det er her, det levende ord, som Grundtvig talte begejstret for, udtrykkes og brydes.
Som Grundtvig sagde, så kan man ikke sætte regler op for det ideelle menneskeliv – tværtimod ser man det først, efterhånden som livet udvikler sig.
Man kan i sandhed sige, at vi i disse dage for alvor får lejlighed til at reflektere over netop det: Det ideelle menneskeliv.
En væsentlig del af menneskelivet er det fælles og folkelige: Det civile samfund.
Coronakrisen viser os både civilsamfundets styrke og svaghed.

Styrken i krisetid
Det er en væsentlig styrke, at vi har en befolkning, som på én og samme gang accepterer og indretter sig efter myndighedernes anbefalinger til dens adfærd samtidig med, at dette ikke medfører, at vi hensygner som folk.
Tværtimod er vi kreative som aldrig før.
Dagligt popper alle mulige nye tiltag op – alt fra livestreamede koncerter på Facebook til plejehjem, hvor der arrangeres ”vinduessang”, altså udendørs koncerter, hvor de ældre beboere følger med indefra.
At vores civilsamfund på én og samme tid både klapper hælene sammen og gør, som regeringen siger, og slipper kreativiteten løs alle de mulige og umulige steder, hvor den kan finde sprækker at lyse igennem, er et fint eksempel på, hvor stor betydning kultur- og foreningslivet i Danmark har for vores evne til at agere tillidsfuldt og kreativt i krisetider.
Vores tradition for foreningsliv, samskabelse, folkeoplysning og den levende og demokratiske samtale er en fuldstændig afgørende forudsætning for, tror jeg, at vi oplever så stærkt et sammenhold under en så alvorlig krise.
Grundtvig har ikke levet forgæves, kan man sige.
Civilsamfundets svagheder
Men den aktuelle situation peger også på, eller minder os i hvert fald om, at der også er svagheder i civilsamfundet, som vi bør tage alvorligt.
Man kan for eksempel spørge sig selv, hvorfor civilsamfundet ikke noget tidligere har samlet sig om at generere flere digitale og kreative løsninger for de af vores borgere, som lever i udkantsområder eller ikke er fysisk mobile?
Man kan spørge, hvorfor de partnerskaber på tværs af samfundssektorer, som regeringen nu har taget initiativ til at etablere med henblik på at sikre indsatser til sårbare og ensomme borgere, skulle afvente en national krise og en regerings opfordring for at blive etableret?

Selvrefleksion
I diskussionen om relationen mellem civilsamfundet og velfærdsstaten skal vi hele tiden være ekstremt opmærksomme på, at velfærdsstaten ikke koloniserer civilsamfundet.
Men vi civilsamfundsaktører bør også i samme åndedrag se os selv i øjnene og spørge, om vi selv er progressive og samskabende nok?
Bruger vi hinanden optimalt, eller går der for ofte konkurrence i den – om både midler og opmærksomhed?
Står vi nogle gange lidt for passivt og afventer udspil og budskaber fra politikerne, som vi kan spille bold op ad i stedet for bare at sætte dagsordenen selv?

Krisens lektioner
Civilsamfundet har lært af coronakrisen, både på godt og ondt. Ikke mindst har krisen vist, hvor eksistentielt nødvendige, fællesskaber er for det danske folk.
Men krisen er også et fingerpeg om, at vi aktører i civilsamfundet i fremtiden i højere grad end hidtil bør gå sammen i partnerskaber og samarbejder på eget initiativ og drivkraft.
Samtidig skal vi kigge mindre efter Christiansborg efter anledninger, anerkendelse og ja penge. Det er fint, at vi viser, at vi kan agere hurtigt og kreativt i krisetider.
Men vi skal også være både mere kreative og mere samskabende i fredstider.
For det er i fredstider, at skelettet for velfærdssamfundet bygges, så det står solidt, når næste krise rammer. Og opdraget skal komme fra os selv, det vil sige fra det folkelige og det fælles.
Civilsamfundet er aldrig mere og aldrig mindre end folkets fælles sammenhængskraft. Og den er ret kraftfuld.