Alle bliver stadig set og hørt

”Da landet lukkede ned, kom det som et kæmpe chok. Vi blev taget med bukserne nede, fordi vi havde ikke nået at forberede os på det eller tænke nogle særligt kreative tanker omkring, hvad vi skulle gøre med det her, fortæller Lone Yolal, der er forstander op daghøjskolen.
Noget af det, de på daghøjskolen vidste, ville blive en udfordring, var, at deres kursister ikke er særligt digitale. Det er kvinder med anden etnisk baggrund, som har haft ophold i Danmark i kortere eller længere tid. De kommer med meget forskellig uddannelsesbaggrund – nogle har meget lidt skolegang bag sig og andre er højtuddannede.

Fjernundervisning uden mailadresse
”Vores FVU (forberedende voksenundervisning, red.) har kørt som nødundervisning. De får en masse opgaver tilsendt hver uge. Vores kvinder er bestemt ikke superbrugere digitale, så vi var lidt udfordret og måtte tænke os om.
Nogle kunne modtage på mail og andre kunne ikke, fordi de simpelthen ikke har en emailadresse. De kunne så få tilsendt deres opgaver på SMS. Alle lærere måtte så downloade en scannings-app, så de kunne scanne opgaven og sende den med SMS.
Så i nogle tilfælde har det kørt næsten analogt. Så har eleven siddet med et stykke papir og svaret på opgaverne og taget et billede af sine svar og sendt en SMS tilbage til læreren,” fortæller forstanderen.

Tæt kontakt
Daghøjskolen har insisteret på at bevare den tætte kontakt, selvom det ikke har været muligt at mødes hver dag, og Lone Yolal forklarer, at det har været en meget bevidst prioritering.
”Vi har tæt kontakt i forvejen, så det er ikke noget nyt, at vi har indblik i flere aspekter af kvindernes liv -, såsom økonomi, familieforhold og så videre. I telefonen kan vi mærke, om de har det godt, eller om der skal nogle særlige tiltag til. De elever, der ikke har svaret os på mail eller SMS, har vi tjekket op på. Kvinderne er selvfølgelig udfordret ligesom alle andre i disse tider. De arbejder hjemmefra og mange af dem har mellem seks og otte børn, så der er nok at se til,” fortæller Lone.
”Dem, der slet ikke er digitale, har vi gjort noget andet for. Dem har bedt om at kigge forbi skolen. Så har vi været inde og lave opgaver til dem, printet dem ud og lagt dem på trappen i en pakke med navn på. Så har kvinderne kunne hente dem og aflevere dem igen, når de har lavet dem hjemme,” fortæller Lone.