Odense skærer i livsnerven

Odense skærer i livsnerven

Thursday, May 16, 2019

Aftenskolen FOF i Odense


”Vi tilbyder plads i et fællesskab, hvor vi sammen danner rammen om vores aktiviteter,” skriver fire medlemmer af Odenses folkeoplysningsudvalg. De advarer politikerne mod at spare 10 mio. kr. på området.

Thursday, May 16, 2019

RETTELSE: Oplysningsforbundene og handicapforeninger også medunderskriver

I første udgave af denne artikel manglede to af underskriverne:

  • Jan Korsbek Olsen, valgt for handicapforeningerne
  • Lisbeth Lunding, valgt for oplysningsforbundene

Vi beklager.

I et budgetoplæg til kommunalbestyrelsen i Odense har de fem direktører foreslået en spareplan, der vil fjerne 10 mio. kr. fra folkeoplysningen. Det har fået fire medlemmer af kommunens folkeoplysningsudvalg til at skrive et debatindlæg i Fyns Stiftstidende.
I indlægget henviser de til Odense Kommunes fritidspolitik, hvor der står: Fritidslivet er en essentiel og bærende del af livsnerven i hele Odense ... der giver mulighed for at fordybe sig i aktiviteter og deltage i betydningsfulde fællesskaber som en værdisættende del af "det gode liv".
Forfatterne spørger, om folkeoplysning stadig er en bærende del af livsnerven i kommunen.

For de velhavende
Videre skriver de:
”Et af tidens store samfundsproblemer er et stigende antal ensomme både børn, unge, voksne og ældre - et problem som skal tages alvorligt. Det er netop en af mange opgaver, folkeoplysningen er med til at løse. Vi lærer og skaber sammen i gensidigt forpligtende fællesskaber med forståelse for, at vi spiller en vigtig rolle for den enkelte men også for hele samfundet.”
Forfatterne påpeger også, at besparelserne har social slagside:
”Vi frygter at flere besparelser vil føre til et forringet fritidsliv, et fritidsliv hvor ikke alle kan være med. Ironisk nok vil en besparelse formentlig resultere i, at folkeoplysningen bliver et "rigere" fællesskab. Tilbuddene bliver for de velhavende, middelklassen, deres børn og ressourcestærke ældre. Vi risikerer dannelsen af fællesskaber, der er fattige på diversitet og uden inklusion af samfundets svageste.!
De slutter indlægget med denne opfordring: ”Odense Kommune skal fortsat give plads og rammer til, at vi kan udfylde vores rolle i det danske samfund. Overvej grundigt hvad Odense Kommune vil miste ved at spare på et område, der gør livet for Odenses borgere sundere, mere aktivt og skaber glæde og farve i hverdagen.”

Debatindlægget stod i Fyns Stiftstidende den 13. maj 2019. Det er skrevet af Henrik Schmidt, valgt for idrætten, Jørgen Stær, valgt for børne- og ungdomskorpsene, Christian Mandrup og Nikolai Lucas, valgt for øvrige foreninger, Jan Korsbek Olsen, valgt for handicapforeningerne, Lisbeth Lunding, valgt for oplysningsforbundene.

Læs hele debatindlægget

Læs DFS’ forslag til bedre økonomi for aftenskolerne