Mere sundheds-samarbejde – fornuftig finansiering

Ninna Wiese Pedersen er formand for aftenskolen, som for et par år siden overtog nogle hold i varmtvandstræning efter aftale med kommunen, der har ansvaret for den type sundhedsopgaver.
”Vi forklarede kommunen, at det ville koste i lokaletilskud, men det forventede tilskud kom ikke,” fortalte formanden, der mener, at hendes aftenskole løfter en samfundsopgave, som sparer kommunen for udgifter på sundhedsbudgettet.
Eksemplet fra Sorø viser, at kommunerne gør klogt i at samarbejde mere med folkeoplysende skoler og foreninger om at løse sundsopgaver. Det viser også, der er problemer med finansieringen. Skåret skarpt op kan man sige, at nogle kommuner bruger folkeoplysningen, men nogle af dem også misbruger dem.

På tværs af siloer
Det er baggrunden for, at DFS i øjeblikket præsenterer politikerne for tre forslag, der skal forbedre samarbejde mellem stat, kommune og folkeoplysning om sundhedsfremme.
”I folkeoplysningen er man deltager, ikke patient, og det motiverer meget bedre, både det gælder forebyggelsen og genoptræning,” siger DFS’ formand, Per Paludan Hansen med henvisning til det materiale DFS har samlet om det folkeoplysende sundhedsarbejde.
”Men i mange kommuner er der for meget silo-tænkning. Den ene afdeling ved ikke, hvad der foregår i den anden, og derfor bliver muligheden for samarbejde om sundhed slet ikke udnyttet.”
Derfor foreslår DFS, at der bliver skrevet ind i sundhedsloven, at kommunerne skal invitere de folkeoplysende skoler og foreninger til at være med i kommunens sundhedsinitiativer.

Brug sundhedsbudgettet
Men økonomien skal også være på plads, når der bliver etableret den slags partnerskaber. Sorø er langt fra det eneste eksempel på, at kommunerne underfinansierer aftenskolernes.
De fleste kommuner støtter aftenskolernes forebyggende og genoptrænende aktiviteter på samme måde som italiensk for begyndere og kurveflet, dvs. med et økonomisk tilskud til lærer- og lederlønning på max 1/3, og pengene hentes fra kontoen for folkeoplysende voksenundervisning.
”Det betyder en høj brugerbetaling, som afholder mange borgere fra at deltage. Konsekvensen er også – som Ninna Wiese Pedersen siger – at den sundhedsfremmende aktivitet fører til færre penge til andet folkeoplysende arbejde,” siger Per Paludan Hansen og tilføjer:
”Det er derfor, vi foreslår politikerne, at partnerskaber mellem kommuner og folkeoplysende skoler og foreninger skal finansieres af sundhedsbudgettet.”
DFS’ tredje sundhedsforslag går ud på, at regeringen skal indtænke og indskrive folkeoplysningen i de store landsdækkende indsatser på sundhedsområdet – på linje med idrætten.