Fra sag til menneske

”Daghøjskolen er for alle, hvor vejen til uddannelse og beskæftigelse er mere snoet end den direkte vej”. Sådan præsenterer Daghøjskolen i Randers sig selv.

En sikker havn i en urolig sø
Afstanden fra overførselsindkomst til at være selvhjulpen kan være lang. For mange sårbare unge med sociale eller psykiske udfordringer, kognitive begrænsninger eller misbrugshistorik, kan den være uoverkommelig uden hjælp.
Hos Daghøjskolen i Randers er disse udfordringer en del af hverdagen, og selvom den kan være hård, er belønningen stor. De hjælper nemlig disse sårbare unge igennem deres personlige problemer og med at tilbagelægge distancen mellem at være en ”sag” eller ”patient” til at være et demokratisk bidragende, selvkørende menneske.
For Dorthe, skoleleder hos Daghøjskolen, er dagligdagens udfordringer anderledes end kursisternes. Som leder af en institution, der finansierer sig selv ved at levere uddannelses- eller arbejdsparate unge til jobcentret, er der nemlig mange faktorer i spil. Det kræver gode samarbejdspartnere, tålmodighed og respekt at genskabe de unges tiltro til egne evner, for den selvtillid ligger indimellem dybt begravet.

Hård, men kærlig hjælp til selvhjælp
For kommunen handler det om, at råmaterialet, de unge mennesker, skal forberedes, så de kan gå fra overførselsindkomst til selvhjulpne. For daghøjskolen indebærer dette, at de modtager nogle modvillige, rådvilde unge, som har behov for social og faglig afstivning, inden jobcentret skal modtage dem i en arbejdsdygtig tilstand. Selvom processen er hård, er det kursisterne, der vinder mest på forløbet.
”De unge kommer her jo, fordi de er tvunget. De har ikke noget valg, ellers forsvinder deres understøttelse, men alligevel får vi helt klart overvejende positiv feedback.”, siger Dorte, og uddyber:
”Den største glæde ved arbejdet er at se det lykkes. At se de unge få venner, udvikle sig og finde selvtilliden, fællesskabet og motivationen.”, siger hun og understreger, at daghøjskolen er del af en beskæftigelsesrettet helhedsindsats. De unge skal have hjælp til at komme videre, komme ud af ensomhed og lære at tage ansvar. Det kræver klar tale omkring forventningerne, og det går begge veje.

Fra ensomhed til fællesskab
”Ofte er de unge ikke demokratisk aktive, så de skal også lære at være borgere”, fortæller Dorthe, og dette indebærer, at man kan søge hjælp, når der opstår problemer. Hvis ensomheden kommer snigende, skal man vide, at der findes steder, der kan hjælpe. De kan både opsøge professionelle vejlednings- og behandlingstilbud og frivillige initiativer som caféer, madklubber og lignende sociale netværk i nærmiljøet.
Daghøjskolen indgår i en række samarbejder med bl.a. en lokal fysioterapi, hvor kursisterne har mulighed for fysisk træning, og den lokale psykiatri, sundhedshuse og kommunale rådgivere, for at give kursisterne bedst mulige forudsætninger: ”På grund af vores funktion, er det nærmest umuligt ikke at få nogle gode samarbejdspartnere.” Det vigtigste er dog, at kursisterne lærer at samarbejde med de professionelle, når behovet opstår.
At løfte de udsatte kursister kan være svært, og derfor er Dorthes største ønske at kunne tilbyde kontinuitet: ”Det kan godt være vanskeligt, når rammerne og betingelserne ændrer sig på årsbasis. Det er rart at kunne gøre tingene to gange, så man kan lære af sine fejl, i stedet for konstant at genopfinde sig selv. Det gælder også, og måske især, for vores deltagere.”