Fødevareminister Mogens Jensen.
”De danskere, der ønsker at gøre en personlig indsats for at nedbringe deres klimaaftryk, skal sikres den nødvendige information om, hvad de konkret kan gøre.” Det skriver fødevareminister Mogens Jensen og fire ordførere i en kronik i Information.
Wednesday, November 6, 2019
Danskerne skal spise bæredygtigt. Det kræver vejledning, mener fødevareminister Mogens Jensen og fødevareordførerne for Enhedslisten, SF, Radikale og Socialdemokratiet. I en kronik i Information fremlægger de visioner for dette.
”Det er en kerneopgave for folkeoplysningen,” lyder kommentaren fra formanden for Dansk Folkeoplysnings Samråd, Per Paludan Hansen.
De fem kronik-forfattere er Mogens Jensen(S), Søren Egge Rasmussen (Ø), Carl Valentin (F), Zenia Stampe (R) og Anders Kronborg (S)
Læs hele kronikken
Savner information
De fem politikere skriver blandt andet:
”Hvis vi for alvor skal have gang i den grønne omstilling af danskernes fødevareforbrug, skal det bæredygtige valg være det lette valg. Her er folkeoplysning et vigtigt element.
Forbrugerundersøgelser viser, at danskerne gerne vil leve mere bæredygtigt, men savner information om, hvad de skal gøre. Det holder ikke.”
Videre skriver politikerne:
”De danskere, der ønsker at gøre en personlig indsats for at nedbringe deres klimaaftryk, skal sikres den nødvendige information om, hvad de konkret kan gøre. Regeringen og dens støttepartier vil gerne tage den opgave på sig, der handler om at sikre danskerne bedre information om, hvordan de kan spise bæredygtigt og sundt.”
Erfaringer i den folkeoplysende verden
Per Paludan Hansen er helt enig med politikerne: ”Det er en kerneopgave for folkeoplysningen.” siger han og fortsætter:
”De folkeoplysende skoler og foreninger har i mange år arbejdet med sund mad. Det indgår i aftenskolernes madlavningskurser, og madlavning er integreret i ophold på efterskoler og højskoler.
Også mange af vores folkeoplysende foreninger har fokus på sund og bæredygtig mad. Det helt oplagte eksempel på Coop, der stod bag den oprindelige madpyramide og den seneste opdatering af den.
Vi vil meget gerne indgå i et samarbejde med Fødevareministeriet og Folketingets partier om, hvordan vi kan løse den meget vigtige opgave, som de peger på i kronikken,” lover DFS’ formand.