Brug folkeoplysningens erfaringer

Brug folkeoplysningens erfaringer

Monday, August 20, 2018


Regeringen vil styrke oplysning og vejledning om mad og måltider. Folkeoplysningen har mange erfaringer på feltet, og DFS har tilbudt at hjælpe med at løse opgaven.

Monday, August 20, 2018

”Det skal være let at vælge den sunde mad, og vi skal understøtte, at alle har de rette kompetencer til at træffe sunde, gode madvalg hele livet.” Sådan skriver fem ministre i forordet til regeringens nye strategi for mad, måltider og sundhed.
Strategien indeholder 14 forskellige initiativer. Blandt disse er
•  Et forsøgsprojekt på Lolland-Falster, som skal inddrage foreningslivet i at styrke mad og måltidsvaner
•  En indsats på at forbedre kommunikationen om kostråd til 65+ borgere
•  Styrket forskning i, hvordan man bedste rådgiver om madvaner

De fem ministre bag regeringens strategi:

•  Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen
•  Undervisningsminister Merete Riisager
•  Børne- og socialminister Mai Mercado
•  Sundhedsminister Ellen Trane Nørby
•  Ældreminister Thyra Frank

Vi er i gang
I et brev til ministrene takker DFS for initiativet og gør opmærksom på, at de folkeoplysende skoler og foreninger allerede gør en stor indsats for at gøre borgerne i stand til selv at forbedre deres sundhed.
”Der er 250.000 deltagere i aftenskolekurser med sundhedsrelaterede fag hvert år og 120.000 deltagere i sundhedstilbud hos folkeoplysende foreninger. Sund ernæring fylder meget i dette arbejde,” står der i brevet til ministrene.

Motiverende
Videre skriver DFS:
”Som civilsamfundsorganisationer når vi borgerne direkte, og mange er mere åbne for informationer, der ikke har offentlige myndigheder som direkte afsender.
Noget af det særlige ved folkeoplysningen er, at vi kobler det sundhedsoplysende med mere motiverende aktiviteter og fællesskaber.
Borgerne melder sig ikke til et kursus i få sundere ernæring, men til et madlavningskursus, en bevægelses-aktivitet, et efterfødselskursus eller en anden aktivitet, og i den forbindelse lærer de om sund kost. Det kan få betydning både for strategiens ønske om at vejlede forældre og om at kommunikere kostråd til 65+ gruppen.”
Endelig tilbyder DFS at dele folkeoplysningens erfaringer med regeringen og at være med til at rulle strategien ud.