Mange er i gang. Flere vil rigtig gerne. De støder ofte på forhindringer, og udfordringerne er ikke de samme, som de er vant til. Derfor har DFS udarbejdet 15 gode råd til folkeoplysende aktiviteter for flygtninge og indvandrere.
Thursday, June 28, 2018
Hvordan får flygtninge råd til at deltage i folkeoplysning? Opdager de alle de gode tilbud i aftenskolekataloget? Forstår de tilkomne, hvad danskerne mener, når de taler om fritid? Tager danskerne foreningslivets uskrevne regler for selvindlysende?
Det er bare nogle af de udfordringer, som folkeoplysende skoler og foreninger støder på, når de iværksætter aktiviteter for og med flygtninge og indvandrere.
Det har DFS kortlagt i en omfattende undersøgelse, der er mundet ud i rapporten ”Inklusion af flygtninge og indvandrere i folkeoplysning”. Den viden, vi har opnået i dette arbejde, har vi sammenfattet i ”15 gode råd”.
Råd nr. 7: Personlig kontakt baner vej
Den mest effektive hvervning af deltagere foregår over en bred kam via sociale netværk og personlige anbefalinger; den såkaldte ’fra-mund-til-mund’-metode. Find ressource-personer, der kan hjælpe med at sparke døre ind; skabe nye kontaktflader; skabe sammenhæng; koordinere.
Råd nr. 11: Skab medejerskab gennem inddragelse og fælles handling – både i tilrettelæggelse og udførelse af aktiviteter
Aktivitetstemaer kan henvende sig mere direkte til etniske minoriteter og fx kan tilrettelægges af minoritetsgrupper selv. Inddragelse af emner, der ikke findes eller dyrkes inden for den danske majoritetskultur, kan skabe deling af viden på tværs af både kulturer og generationer. Folkeoplysning kan udgøre et rum, hvor man både kan praktisere sin internationale kulturarv samtidig med man bliver fortrolig med danske principper og praktikker.
Fri afbenyttelse
De 15 gode råd er tænkt som et lettilgængeligt værktøj for folkeoplysere, der arbejder med flygtninge og indvandrere, eller som planlægger at komme i gang.
Men det er bestemt ikke noget, at folkeoplysningen vil tage patent på. De fleste af rådene
vil også være relevante for alle andre, der sætter aktiviteter i gang sammen med denne målgruppe. Vi kan kun opfordre alle til at bruge dem.