FOF Vendsyssel har sat aktiviteter i gang for 200 flygtninge. ”Vi valgte simpelthen at spørge dem, hvilke aktiviteter de ønskede,” fortæller FOF Vendsyssels skoleleder. Vi vil gerne besøge demokratiet, lød et af svarene.
Monday, December 18, 2017
Aftenskolen FOF Vendsyssel er en af mange folkeoplysende skoler og foreninger, som gerne vil tage godt imod de flygtninge, der er i Danmark. ”Folkeoplysning for flygtninge” er et netværk af 23 DFS-medlemsorganisationer, som folkeoplysning for flygtninge, med flygtninge og om flygtninge. Aktiviteterne er vidt forskellige, men netværket har dette formål til fælles: ”Vi vil være med til at give dem en god tilværelse. Så længe de er her. Uanset hvor mange der er, og hvor længe de skal være her.”
I venteposition
Det er også mange forskellige aktiviteter, som FOF Vendsyssel tilbyder en særlig gruppe flygtninge i lokalområdet, nemlig asylansøgerne, der ikke har fået opholdstilladelse. Nogle går til madlavning. Andre dyrker yoga. Rigtig mange vil gerne lære IT. Andre igen udfolder deres kreative åre. Og de elsker alle at være en del af et fællesskab. På den måde ligner de 200 deltagere alle andre aftenskolekursister. Men så alligevel ikke….helt. For på nogle områder adskiller virkeligheden for de 200 deltagere, som vi her fokuserer på, sig markant fra de vendelboer, som de er omgivet af. De er nemlig alle kommet til Danmark på flugt fra krig, død og ulykke. De er i en venteposition og har hverken cpr-nummer eller viden om deres muligheder for at blive i Danmark. Men med projektet ”Den lokale aftenskole er også for flygtninge” har FOF Vendsyssel vist, at aftenskolen også giver mening for folk, der kommer med en anden baggrund og kultur end den danske.
Læring skaber styrke og glæde
Denne artikel er en af syv artikler, der belyser, hvordan folkeoplysningen i Danmark bidrager til målsætningerne i det europæiske ”Manifest for voksenlæring i det 21. århundrede.”
Manifestet er udgivet af europæiske samarbejdsorganisation ”European Association for the Education of Adults” (EAEA). Det har været grundlaget for EAEA’s fejring af 2017 som det Europæiske år for Voksenlæring. Fejringen er sket under overskriften ”Læring skaber styrke og glæde”.
De øvrige seks artikler handler om:
Hovedpunkterne i "Manifest for voksenlæring i det 21. århundrede" (dansk)
Hele manifestet (engelsk – og andre fremmedsprog)
Mere om ”Europæisk år for voksenlæring 2017” (engelsk)
Aftenskolen hjælper dem ind i lokalsamfundet
Kirsten E. Højrup, FOF Vendsyssels skoleleder, fortæller, at det var initiativet Folkeoplysning for Flygtninge, der inspirerede hende til at åbne aftenskolen for flygtninge:
”Folkeoplysning for flygtninge havde indbudt til et regionalt møde med fokus på at skabe en bedre flygtningeindsats. Det møde var med til at åbne min øjne for, hvor vigtigt det er, at vi i aftenskolen bruger vores viden til at hjælpe med at tage godt imod de flygtninge, der er i vores lokalområde. Vi må støtte dem i være en del af lokalsamfundet og det demokratiske samfundsliv. Og vi må være med til at give dem de bedst mulige kompetencer som nye borgere”.
Udfordringen her er, at aftenskolerne ikke må bruge kommunale tilskud til personer uden dansk cpr-nummer. FOF Vendsyssel søgte derfor tilskud fra Dansk Folkeoplysnings Samråds Udviklingspulje, og for det bevilgede tilskud gik FOF Vendsyssel i gang med at finde frem til, hvad asylansøgerne gerne vil lære og opleve.
”Vi valgte simpelthen at spørge dem”, fortæller Kirsten Højrup, ”Og deres svar var virkelig bekræftende. For deres svar viste, at de langt hen ad vejen ønskede det samme, som FOF Vendsyssels danske kursister. Det viser, at folkeoplysningen holder hele vejen.”
Flygtninge og demokratiet
Nogle af flygtningenes ønsker kom dog også bag på FOF-skolelederen:
”Nogle ville også gerne besøge demokratiet. Og hvor er det nu lige, at man finder det? Men det er jo rigtigt positivt, for ønsket viser, at vores demokrati og friheden til tanke og til at lære, opleves som en vigtig kvalitet.
Så vi gjorde meget ud af at vise, at demokratiet er en naturlig og integreret del af hele vores måde at omgås på. Og så tog vi på besøg på Rådhuset, så flygtningene også kunne få et indblik i den del af demokratiet.”
Flygtningenes interesse for demokratiet inspirerede også FOF Vendsyssel til at afholde et Grundlovsmøde på Asylcenter Gunderuplund, så vendelboerne og flygtningene kunne mødes og lære om og af hinanden.
Lyst og overskud
I alt blev der afholdt 47 forskellige aktiviteter i løbet af projektperioden. Og tilbagemeldingerne fra de deltagende flygtninge har været positive.
De har værdsat de mange aktiviteter og muligheden for at blive klogere på deres nye lokalsamfund. Og de har glædet sig over, at de har kunnet lære nyt. En glæde, som også Kirsten Højrup deler:
”Det har været givende at opleve flygtningenes lyst og overskud til at dele med os. Vores nye gæster vil meget gerne møde os, vise os deres traditioner og dele deres madopskrifter. De vil gerne give noget tilbage”, slutter FOF-skolelederen.
Aftenskolernes Pris
Ved aftenskolernes store fælles prisfest AP16 blev FOF Vendsyssel hædret med Integrationsprisen, fordi de har vist, at aftenskolen også er for flygtninge.