Folkeoplysningen topper hitliste

Det er ikke hver dag, at folkeoplysningen ligger nummer på en hitliste. Men det er tilfældet på den opgørelse, som det kulturpolitiske website Søndag Aften har udarbejdet over de emner, som kulturministrene i det forløbne år er blevet spurgt om.

Hovedparten af de 63 spørgsmål om folkeoplysningen stammer fra Enhedslisten, der i efteråret stillede en række kritiske spørgsmål til den ændring af loven, der indgik i den såkaldt imam-lovgivning.

Grundlæggende frihedsrettigheder
I forlængelse af en meget omtalt TV2-udsendelse vedtog Folketinget en ændring af folkeoplysningsloven, som fastslår, at foreninger, der udbreder demokrati-fjendtlige synspunkter, ikke kan modtage folkeoplysningsstøtte. DFS kritiserede lovens definition af, hvad der er demokratifjendtlige tilkendegivelser, og hvem der udtaler dem med hvilken kasket på og ved hvilke lejligheder, for at være meget uklar.
DFS vurderede, at det vil pålægge foreningerne en intern kontrol, der ikke er i overensstemmelse med de grundlæggende frihedsrettigheder, og potentielt lægge begrænsninger i medlemskredsen, som ikke er i overensstemmelse med folkeoplysningslovens krav om åbenhed og medlemskab.
Under Folketingets behandling stillede Rune Lund (EL) Søren Søndergaard (EL) og Marianne Jelved (R) en stribe spørgsmål, der ud fra konkrete situationer forsøgte at afklare, hvilken ”adfærd” der kan føre til, at folkeoplysende skoler og foreninger mister tilskud og lokalemuligheder.

Kommunalt besvær

Efter at loven var vedtaget beklagede Kommunernes Landsforening (KL), at loven ville blive meget svær at administrere for kommunerne. KL bad Kulturministeriet om en vejledning. Det afviste ministeriet, men fremstillede i stedet kompendium, der opsamlede de besvarelser og udtalelser, som kulturministeren leverede under Folketingets behandling.
Af kompendiet fremgår det f.eks., at det er over grænsen at udtale, at kvinder ikke bør være på arbejdsmarkedet, men inden for grænsen at udtale, at kvinder ikke må være præster. Og at det er over grænsen at opfordre til systematisk boykot af folketingsvalg, men inden for grænsen at argumentere for, at man ikke stemmer til et konkret valg.