Folkeoplysning i valgkampen

Folkeoplysning i valgkampen

Wednesday, November 15, 2017

"En styrket integrationsindsats gennem folkeoplysning skal gøre forældrene til aktive medborgere med udgangspunkt i det nære liv," mener Louise Fisker, der er kandidat for Venstre i Hillerød.


Selv om kommunerne spiller en vigtig rolle i finansieringen af folkeoplysende aktiviteter, fylder emnet ikke så meget i valgkampen. Helt ude er det dog ikke. Vi bringer her nogle markeringer fra en række kandidater.

Wednesday, November 15, 2017

Selv om kommunerne spiller en vigtig rolle i finansieringen af folkeoplysende aktiviteter, fylder emnet ikke så meget i valgkampen. Helt ude er det dog ikke. Vi bringer her nogle markeringer fra en række kandidater.

En stærk integrationsindsats
Jeg mener, at ved at bruge mange års erfaringer i den traditionelle folkeoplysning kan vi give forældrene den viden og ansvarsfølelse, der gør dem i stand til at deltage mere aktivt i børnenes hverdag, fritidsaktiviteter og det nære demokrati. En styrket integrationsindsats gennem folkeoplysning skal gøre forældrene til aktive medborgere med udgangspunkt i det nære liv. Dette er kompetencer, som rækker langt ud over skole- og institutionsverdenen og vil være af stor betydning for, hvordan forældre indgår i samfundet som sådan, herunder ikke mindst på arbejdsmarkedet.
Louise Fisker, Venstre, Hillerød

Folkeoplysning er velfærd
Folkeoplysning, gode biblioteker og forsamlingshuse er i min optik velfærd. For meget små penge.
Johs Poulsen, Radikale, Herning kommune

Aktive ældre
Sports og fritidsaktiviteter skal være for borgere i alle aldre. Vi har måske overset de aktive ældre lidt, for foreningslivet giver også dem oplevelser og livslyst. Der bliver allerede i dag gjort et stort arbejde på området af folkeoplysningen og aftenskolerne samt amatørkulturen, men socialdemokraterne ønsker endnu mere positivt fokus på de aktive ældres muligheder
Steen B. Andersen, Ali Nuur og Heino Hamburg Gudmundsen, Socialdemokratiet, Aarhus kommune

Frivillig indsats
Ligeså skal vi huske alle de frivillige personer, som holder vore forskellige foreninger i live. De yder en god og ihærdig indsats, for at vi alle har nogle aktiviteter, vi kan gå til. Om det er idræt eller aftenskole eller noget helt andet, vi ønsker at bruge vores fritid til.
Gitte Kristiansen, Venstre, Nordfyns kommune

Gode tilbud
Alle skal sikres gode tilbud i deres fritid. Det gælder såvel børn som voksne, der skal til idræt eller kreative aktiviteter, alle der gerne vil deltage aktivt i de lokale samfund og dem der gerne vil deltage i kurser på aftenskoler.
Michael Hemming Nielsen, Enhedslisten, Gribskov kommune

Et rigt foreningsliv
En anden vigtig mærkesag for mig er også at sikre et sundt og rigt foreningsliv. Som kommune skal vi understøtte foreningslivet og de lokale initiativer. Det handler både om idrætsforeninger og folkeoplysningsforeninger.
Anders Bertel, Socialdemokratiet, Viborg kommune

Frie rammer
For mig giver det god mening at være en del af FOKUS. Aftenskolen fungerer som et privat tilbud om at kunne udvikle mennesker under livslang læring. Det betyder f.eks., at vi kan tage os af udsatte grupper i f.eks. daghøjskolen og måske under mere frie rammer, end de kommunale kan.
Daniel Nyboe Andersen, Radikale, Aalborg kommune

Flere lokaler
Der er behov for yderligere anlægskroner til udvikling af nye og eksisterende faciliteter rundt om i kommunen. For eksempel savner aftenskolerne ofte lokaler.
Ole Bjerregaard, Venstre, Syddjurs kommune

Relaterede nyheder