DFS påvirker de politiske forhandlinger

DFS påvirker de politiske forhandlinger

Friday, July 14, 2017

"Det er opmuntrende at konstatere, at politikerne har været utroligt interesserede i tale med os. De har været meget lydhøre over for vores argumenter," siger Trine Bendix.


Lige før sommerferien måtte regeringen udsætte forhandlingerne om en forberedende grunduddannelse. De øvrige partier var uenige i vigtige dele af regeringens forslag. ”Det ser vi også som et resultat af det arbejde, vi har udført,” siger DFS’ sekretariatsleder.

Friday, July 14, 2017

Dansk Folkeparti er stille og roligt kravlet længere og længere væk fra regeringen i spørgsmålet om en kommunal eller en statslig model for den forberedende grunduddannelse. Det skrev Altingets uddannelsesredaktør i en sommeranalyse af undervisningsvisningsminister Merete Riisagers første år på posten.

Man kan tilføje, at Dansk Folkeparti og rød-blok-partierne også har stillet sig kritiske over for andre elementer i regeringens forslag: de mange tests og prøver, de store, centraliserede institutioner, den faktiske udelukkelse af andre tilbud til de unge, herunder de folkeoplysende skoler, mm.
”Det vil vi gerne tage en del af æren for,” siger Trine Bendix Knudsen, der er sekretariatsleder i DFS.

Folkeoplysningens brancheorganisation
DFS er brancheorganisation for folkeoplysende landsorganisationer. Blandt dem er en række skoleformer, som har tilbud til de unge, der ikke går den direkte vej til en formel ungdomsuddannelse. En af DFS’ hovedopgaver er at varetage medlemsorganisationernes interesser, når der er politiske forandringer på vej.

De folkeoplysende skoleformer

- Daghøjskoler
- Efterskoler
- Frie fagskoler
- Højskoler
- Oplysningsforbund
- Produktionsskoler
- Ungdomsskoler

”Derfor har vi fulgt denne reform fra det øjeblik, regeringen nedsatte et ekspertudvalg til at kulegrave området og komme med anbefalinger. I første omgang sikrede vi, at udvalget fik den nødvendige information om vores skoleformer,” fortæller Trine Bendix.

DFS’ anbefalinger
DFS kommenterede først udvalgets rapporter, som underbyggede mange af DFS’ vurderinger af de unge i målgruppen og af de tilbud, de har brug for. Da udvalgets anbefalinger blev offentliggjort, udtalte DFS siggrundlæggende positivt om dem.
”Vi satte fokus på de anbefalinger, som det var særlig vigtigt, at politikerne fulgte, og vi pegede på et par elementer, som efter vores opfattelse kunne give anledning til bekymring, fordi de ikke var præcist nok behandlet i anbefalingerne,” fortæller Trine Bendix.

Hyppige Christiansborg-besøg
”Men i sådan en situation, hvor der er meget på spil for både de unge og for vores medlemsorganisationer, nøjes vi ikke med offentlige udtalelser. Vi gik i gang med at kontakte ministeren, hendes embedsmænd, de politiske ordførere og andre organisationer, der arbejder på feltet.
Skriftligt og mundtligt informerede vi dem om vores skoleformer, vores erfaringer og vores ønsker til en reform på området.”

Regeringens forslag til reform af de forberedende uddannelser

Da regeringen fremlagde sit eget forslag til en reform, satte DFS indsatsen et gear op. Dels fordi de afgørende politiske forhandlinger skulle i gang, og dels fordi regeringens forslag lå en hel del længere væk fra DFS’ synspunkter.
”Der var nogle uger, hvor vi lå i fast rutefart til Christiansborg,” fortæller Trine Bendix.
”Når DFS kaster sig ud i sådan en opgave, sker det jo ikke i et tomrum. Vi har i mange år haft et netværk af medlemsorganisationer, hvis skoler arbejder med denne gruppe unge. Her har de udvekslet erfaringer og synspunkter og udviklet fælles forslag til reformer på området. Så vi har fra starten haft et solidt grundlag for at gå ind i arbejdet.”
”Dette netværk diskuterede også det nye reformforslag. Vores grundholdninger lå meget tæt, og så havde de enkelte medlemsorganisationer på delområder deres egne holdninger, der tog afsæt i deres særlige måde at arbejde med de unge på.”

Koordinering og arbejdsdeling
Medlemsorganisationerne har selv været i fuld gang med informere og påvirke politikerne med materialer og møder. Nogle af dem inviterede politikerne ud på deres skoler, så de kunne få et første-hånds-indtryk af metoderne og indsatsen.
”Vi havde stor gavn af at kunne udveksle informationer om vores arbejde med politikere og embedsmænd. Og jeg tror også, at vi sparede politikerne for et par møder, fordi vi ikke behøvede en halv time hver hos hvert partis ordfører.
Det er diskussionerne i dette netværk, der giver DFS et solidt grundlag for at formulere holdninger og forslag på hele folkeoplysningens vegne,” forklarer Trine Bendix.

Midtvejs-tilfredshed
Interessevaretagelse er en grundpille i DFS’ strategi. Det foregår på mange fronter og mange niveauer. I nogle tilfælde klarer medlemsorganisationerne det meste selv og bliver bakket op af DFS. I andre tilfælde tager DFS teten.
”Reformen af de forberedende tilbud er en sag, som både DFS og vores medlemsorganisationer har prioriteret virkelig højt. Derfor er det opmuntrende at konstatere, at politikerne har været utroligt interesserede i tale med os. De har været meget lydhøre over for vores argumenter.
Når midtvejsresultatet oven i købet er, at et flertal i Folketinget har bremset regeringens forslag med mange af vores indvendinger og argumenter, så er vi tilfredse. Men vi er også klar til at fortsætte arbejdet, når politikerne genoptager forhandlingerne efter sommerferien,” siger Trine Bendix

Relaterede nyheder