DFS med i en enestående succes

DFS med i en enestående succes

Monday, September 11, 2017


Otte videoer om voksenlæring var resultatet af et europæiske projekt, DFS deltog i. Nu har EU-kommissionen valgt projektet som et af otte projekter, der har været ”enestående successer”.

Monday, September 11, 2017

Fire video-fortællinger om mennesker, der ændrede deres liv ved at deltage i voksenuddannelse, og fire video-fortællinger om undervisere, der kan noget særligt. Det var slutresultatet af det EU-støttede projekt ”Live and Learn”, som DFS deltog i.

Den ene danske video i projektet handler om Søren Jensen, som levede i mange år med sin ordblindhed. Han fortæller, hvad der skete, da han overvandt sig selv og begyndte på ordblindeundervisning.
Den anden danske video har højskolelærer Sigrid Lauenborg Dahl som hovedperson. Hun fortæller, hvordan højskolekurset Verden Brænder vækker elevernes følelser, udfordrer deres grænser og får dem til at handle i den virkelige verden.

Utrolige erfaringer og resultater
Projektet blev finansieret af EU-støtteprogrammet Erasmus+, der i år har 30 års jubilæum. I den forbindelse har EU-kommissionen udvalget otte af de støttede projekter og givet dem betegnelsen ”outstanding succes stories”, enestående succeshistorier. Udvælgelsen er sket på baggrund af projekternes bidrag til EU’s politiske uddannelsesprioriteringer og deres relevans for andre organisationer og et bredere publikum
I præsentationen af de otte udvalgte skriver EU-kommissionen:
”Hvert år bliver hundredevis af projekter støttet via Erasmus+ programmet, og mange af dem føre til utrolige erfaringer og resultater. Vi har valgt otte enestående projekter for at vise, hvor værdifuld voksenuddannelse er for deltagerne.”

130.000 danskere
Flere end 130.000 danske elever, studerende, undervisere, folkeoplysere og frivillige har gennem de sidste 30 år rejst ud i Europa og dygtiggjort sig gennem EU’s uddannelsesprogram Erasmus+. I alt har ni millioner europæere benyttet sig af programmet, der har til formål at styrke læring på tværs af europæiske landegrænser.

Dansk fejring
I Danmark markeres Erasmus-jubilæet med en konference den 7. november i DGI-byen.
Mere om konferencen