Randi Jensen, sekretariatsleder, Daghøjskoleforeningen
”Aftalen er meget bedre end regeringens oprindelige forslag. For det første er FGU blevet et mere fleksibelt tilbud, som forsøger at tage hensyn til, hvor forskellige de unge i målgruppen er.
For det andet er der åbnet op for, at de unge skal have andre muligheder, hvis det er det, de har mest brug for, f.eks. daghøjskoler og andre folkeoplysende skoleformer.
Så vidt jeg kan vurdere, har man også strikket en finansieringsmodel sammen, som betyder, at kommunerne ikke har noget markant økonomisk incitament til at visitere de unge til et bestemt tilbud frem for andre. Det betyder at jeg er ret sikker på, at kommunerne i praksis som hovedregel vil vælge det, der er bedst for den enkelte unge.
Så jeg er forholdsvis positiv, men med nogle forbehold. Den økonomiske del af aftalen er f.eks. ikke lysende klar hele vejen igennem. Der er også brug for en tydeligere præcisering af, at unge, der er henvist til andre tilbud end FGU, fortsat kan modtage FVU- og OBU-undervisning. Det har jeg under forhandlingerne fået bekræftet, at de kan, men det er ikke bøjet i neon i teksten. Og det er også uklart, om og hvordan FGU kan samarbejde med andre, f.eks. daghøjskoler, der tilbyder den kombinerede ungdomsuddannelse, som jo skal integreres i FGU. Det er noget, vi vil følge nøje i den videre proces”.