Nu sættes kapløbet i gang for at finde den kommune, der skaber de bedste vilkår for kulturliv i Danmark. Con Amore Kulturpris sætter fokus på ildsjæle og amatørkultur.
Thursday, April 6, 2017
Det er fjerde gang, at prisen uddeles. De første tre år hed det Årets AmatørKulturKommune, men fra og med i år har AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed omdøbt prisen til Con Amore Kulturpris.
Tidligere vindere af prisen
2016: Herning Kommune (uddelt på Kulturmødet, Mors)
2015: Sønderborg kommune (uddelt på Kulturmødet, Mors)
2014: Frederiksberg kommune (uddelt på Folkemødet, Bornholm)
Med kærlighed
Con Amore betyder ”med kærlighed”. Og det er lige præcis det, som er hovedfokus, når 130.000 foreningsorganiserede borgere med frivillig arbejdskraft skaber kunst og kultur over hele landet. Men amatørkulturen ville ikke være den samme uden kommunernes opbakning og støtte.
Derfor vil AKKS og DATS med Con Amore Kulturpris hylde de kommuner, som gør en ekstraordinær indsats for at få det lokale foreningsbaserede kulturliv til at blomstre. En kommune kan f.eks. indstilles for at skabe gode rammer for amatørmusikken eller -teatret, for at have en nytænkende politik på amatørkulturområdet, eller for at have lavet et nyt banebrydende projekt. Det kan også være for noget helt fjerde, som kan skabe inspiration for andre kommuner.
Præmie for at indstille
Som en særlig bonus udlodder DATS og AKKS en præmie på 8000 kroner til de personer eller foreninger, som har indstillet den endelige vinderkommune. Både enkeltpersoner og foreninger kan indstille en kommune til og med d. 23. maj 2017. Du indstiller ved at sende en mail til akks@akks.dk med min. 10 linjer og max. 1 sides tekst (+ evt. bilag og billedmateriale), hvor du beskriver, hvorfor du/din forening indstiller den pågældende kommune. Alle indstillinger behandles ens.
I maj udvælges tre kommuner af en kompetent jury, og den endelige vinder bliver afsløret i forbindelse med Kulturmødet Mors i august.
Yderligere spørgsmål:
Susan Fazakerley, Sekretariatsleder ved AKKS, tlf.: 24624624, mail: akks@akks.dk