Slået tilbage til start

Slået tilbage til start

Tuesday, January 12, 2016

Vi forpligtede os på at løfte en samfundsopgave. Ni måneder senere fjernede politikerne grundlaget med en 20 procents besparelse og slår os tilbage til start, skriver Frie Fagskolers formand Jette Rønne.

Jette Rønne FF 160
”Det vil være halsløs gerning for en fri skole at sætte alle ressourcer ind på at løfte en politisk dagsorden, hvis der ikke er tillid til, at politikerne bakker langsigtet op omkring projektet,” skriver Jette Rønne.

”Hvis din arbejdsgiver fortæller dig, at du løfter en meget vigtigt opgave og samtidigt sætter dig 20 pct. ned i løn – og det kun 9 måneder efter, at du er blevet ansat – hvad vil din reaktion så være?”
Med denne parallel forsøger Jette Rønne at vise, hvilken situation de frie fagskoler er kommet på grund af besparelserne i Finanslov 2016.
Jette Rønne har skrevet et debatindlæg i Altinget/uddannelse
under overskriften ”Frie Fagskoler: Finanslovsbesparelserne skaber dilemma.”

Hjerteblod
Dilemmaet ser således ud: ”På den ene side kan skolerne ikke leve op til lovgivningens gode intentioner om at ruste flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse på de nye økonomiske vilkår. På den anden side vil ingen skoler frivilligt fravælge eller opgive vores hjerteblod, som hjælper en sårbar gruppe unge godt videre i uddannelse og voksenliv – Frie Fagskoler.”

Begejstring i erhvervslivet
Frie Fagskolers formand forklarer, hvordan Folketinget for et år siden ”…. vedtog at oprette Frie Fagskoler – en helt ny praktisk og erhvervsrettet kostskoleform i Danmark. Dengang så samtlige partier et behov for en skoleform, som kunne byde ind med noget nyt, andet og mere, end hvad den frie skoleverden i forvejen tilbød.
Frie Fagskoler skulle nytænke højskoletraditionen i et praktisk-fagligt perspektiv og skulle som noget helt nyt lovmæssigt forpligte sig på en uddannelsespolitisk dagsorden.”
Hun fortæller videre: ”Denne nytænkning i den frie skoleverden har ikke kun været hyldet af politikere. Den har også skabt begejstring i dansk erhvervsliv, fordi en ny dedikeret skoleform skulle samarbejde med virksomheder om at imødegå manglen på faglært arbejdskraft inden for bestemte erhvervsbrancher.”

En skillevej
Men jubelstemningen holdt ikke længe:
”Med de voldsomme besparelser på Frie Fagskoler er der sendt et klart politisk signal om, at de frie fagskoler alligevel ikke bør byde ind på den politiske dagsorden.”
Jette Rønne fortsætter: ”Det vil være halsløs gerning for en fri skole at sætte alle ressourcer ind på at løfte en politisk dagsorden, hvis der ikke er tillid til, at politikerne bakker langsigtet op omkring projektet.”
Afslutningsvis skriver Jette Rønne: ”Det står imidlertid klart, at 2016 bliver et skæbneår for Frie Fagskolers fremtid. Vi er slået 5 år tilbage, og hver eneste frie fagskole står nu ved igen ved en skillevej. Derfor, kære politikere. Giv os jeres syn på, hvor vores skoler skal hen?”