pulje

Fire millioner til folkeoplysningen

Wednesday, January 13, 2016

Oplysningsforbund og dagshøjskoler har fået støtte til fire flygtningeprojekter. Det er en del af Kulturministeriets to årlige folkeoplysningspuljer på i alt 4 mio. kr.

Folkeoplysningen skal inddrage nye brugergrupper. Derfor er det et af to særlige indsatsområder, som Kulturministeriet uddeler støttebeløb til.  I år afspejler bevillingen, at DFS’ medlemsorganisationer har fokus på arbejdet for, med og om flygtninge, der er en mulig ny brugergruppe:
·  SFOF har modtaget 116.000 kr. til at invitere flygtningefamilier på sommerhøjskole
·  FO-Aarhus har modtaget 100.000 kr. til et Kulturlaboratorium for og med unge, blandt andet flygtninge
· Ishøj Daghøjskole har modtaget 120.500 til en forenings-bootcamp, som skal give flygtninge redskaber til at arbejde for integration
· Dansk Oplysningsforbund har modtaget 80.000 kr. til et for-integrationsforløb for syriske krigsflygtninge

Også andre DFS-organisationer har modtaget støttebeløb til forskellige folkeoplysende projekter: AOF-Midtjylland, Kulturelle Samråd, Fora, Fokus Folkeoplysning og LOF Øresund. I alt 24 organisationer modtager støtte fra puljen til ”mindre projekter, der har til formål at fremme folkeoplysningen i Danmark”.

Kvalitet i folkeoplysningen
Derudover er der en pulje til ”større tværgående udviklingsarbejde inden for højskole- og folkeoplysningsområdet. Herfra er Foreningen af Folkehøjskoler i Danmark fået bevilliget støtte til tre forskellige projekter.
Desuden modtager DFS ca. 600.000 kr. til Kvalitet i folkeoplysningen et projekt om kvalitet i folkeoplysningen.
Projektet har til formål at styrke folkeoplysningens kvalitetsudvikling lokalt og på landsplan. Det indebærer tre elementer: definere en række kvalitetsparametre, indsamle og beskrive best practise på udvalgte kvalitetsparametre samt udvikle et selvevalueringsredskab, der kan anvendes til udvikling i de enkelte skoler og foreninger.