200 asylansøgere deltog i madlavning, yoga, Rådhus-besøg og meget andet. FOF-Vendsyssel modtog Aftenskolernes Integrationspris for arbejdet. Men aktiviteten er nedlagt, fordi kommunen ikke må støtte det økonomisk.
Da Kirsten Højrup den 23. september tog imod Aftenskolernes Integrationspris ved et stort arrangement i Aarhus, havde den aftenskole, hun leder, allerede standset den indsats for asylansøgere, som prisen blev givet for.
Viden, kreativet og fællesskab
Inden sommerferien havde 200 flygtninge gået til madlavning, dyrket yoga, lært IT, arbejdet kreativt eller hørt om demokratiet i Danmark – alt sammen organiseret af FOF-Vendsyssel.
”Vi valgte simpelthen at spørge flygtningene, hvad de var interesserede i”, fortæller Kirsten Højrup, ”Og deres svar var virkelig bekræftende. For deres svar viste, at de langt hen ad vejen ønskede det samme, som FOF Vendsyssels danske kursister. Det viser, at folkeoplysningen holder hele vejen.” Hun tilføjer, at de alle elskede at være en del af et fællesskab.
Midlertidige projektpenge
Udfordringen for projektet er, at asylansøgerne ikke kan betale deltagergebyr, og at aftenskolerne ikke må bruge kommunale tilskud til personer uden dansk cpr-nummer. FOF Vendsyssel fik derfor tilskud fra Dansk Folkeoplysnings Samråds Udviklingspulje.
Men da projektperioden var slut, var der ikke mere finansiering. ”Vi har forsøgt alle mulige kreative løsninger, men foreløbigt uden resultat. Vi lagde selv arbejdstimer i det og vil gerne blive ved med at finde overskud til dette arbejde, men det bliver ikke lettere, når Hjørring Kommune nu planlægger at skære alvorligt i folkeoplysningsmidlerne,” fortæller Kirsten Højrup.
”Vi giver ikke op. Uanset om de skal blive i Danmark, eller om de må rejse hjem, fordi de ikke får asyl, så tager de noget med sig fra disse aktiviteter. Vi sår et lille frø. Derfor prøver vi endnu engang og håber at kunne genoptage det efter nytår,” siger aftenskolelederen.
Behov for lovændring
Det er i høj grad et landspolitisk problem, der har ramt FOF-Vendsyssel. Hvis kommunerne skal have mulighed for at helt eller delvist at finansiere disse aktiviteter, kræver det en lovændring og måske også nogle statspenge til de pressede kommunekasser.
Det har DFS arbejdet for et stykke tid.
”Det er en flot indsats, som FOF-Vendsyssel har gjort for at få flere borgere med flygtningebaggrund involveret i folkeoplysningen. FOF-Vendsyssel er et godt eksempel på, hvordan aktive medborgere i Danmark tager sagerne i egen hånd og inviterer flygtninge inden for i vores fællesskaber,” siger DFS’ sekretariatsleder Trine Bendix.
”Men det viser også, at der er nogle helt konkrete barrierer for, at det kan ske på mere permanent basis. Når man ikke må bruge folkeoplysningsmidler, bliver deltagerbetalingen simpelthen for høj. Også for de flygtninge, der har fået asyl, og som er på integrationsydelse vil den almindelige deltagerbetaling være for høj.
DFS arbejder derfor på at finde en politisk løsning, der giver flygtninge bedre mulighed for at deltage i folkeoplysningen,” siger Trine Bendix.