Liv i lokalsamfundet

”Folkeoplysere kan skabe aktiviteter, der fastholder og udvikler lokalområder og landdistrikter”, siger Per Paludan Hansen. Han ser det som et af de centrale områder, hvor der er brug for at følge op på den foregående kulturministers vision for folkeoplysningen.

Da daværende kulturminister Marianne Jelved i november 2014 fremlagde ”Den nationale vision for folkeoplysning i Danmark”, stod der blandt andet, at ”folkeoplysningen kan være et vigtigt element i kampen for at forhindre Danmarks geografiske skævvridning”.
Her er der ifølge DFS’ formand brug for opfølgning. Det siger han i en større artikel på Vifo’s hjemmeside (Videncenter for Folkeoplysning), som gør status på visionen lidt over et år efter.

Blomstrende landsbyer
I artiklen siger Per Paludan Hansen:
”Nu flyttes der arbejdspladser til udkanten, og der kan bygges hoteller ved vandet, men det er vigtigere, at der foregår et liv ude i lokalområderne.
Er der et folkeligt liv, blomstrer en landsby. Er der ikke, står husene tomme. Lokale folkeoplysningsaktører kan være afgørende for at mobilisere lokalsamfundet og skabe aktiviteter, der fastholder og udvikler lokalområder og landdistrikter, fx i form af kultur-, natur- og fritidsaktiviteter. Men vi har brug for en hjælpende hånd fra statens side, fordi udkantskommunerne har skåret tilskud til aftenskoler voldsomt ned.”

Kommunalt selvstyre
Per Paludan Hansen henviser til DFS’ undersøgelse af de kommunale tilskud til folkeoplysende voksenundervisning. Heraf fremgår det, at de 29 kommuner, der udgør Udkantsdanmark, i 2014 i gennemsnit afsatte 26 kroner pr. borger til formålet, mens de øvrige 69 kommuner i gennemsnit bevilligede 53 kroner pr. borger.
På den baggrund foreslår han, at loven ændres, så der indføres en bundgrænse for, hvor lidt kommunerne kan give i tilskud.
Det er den nuværende kulturminister, Bertel Haarder ifølge artiklen ikke parat til:
”Folkeoplysningsloven er en rammelov, som fastlægger, at kommunerne skal sikre rammerne for den frie folkeoplysende virksomhed både på voksenundervisningsområdet og det frivillige folkeoplysende foreningsarbejde. På den baggrund er det op til det kommunale selvstyre at afgøre, hvordan de vil prioritere de kommunale midler.”

Central værdi i samfundet
Per Paludan Hansen kommenterer Haarders svar således:
”Jeg kan ikke forstå, at vores minister kan stille sig tilfreds med de store forskelle på kommunale tilskud til folkeoplysning. Når folkeoplysningen behandles så vidt forskelligt i kommunerne, viser det et behov for, at staten bakker op.
Vi har brug for en national lovgivning og nogle nationale rammer om arbejdet, hvis man fra statens side ønsker at fastholde folkeoplysningen som en central værdi i samfundet og ikke bare som noget, der nævnes i en kanon, fordi det har historisk værdi.”