Daghøjskoler hjælper mennesker med svære psykiske lidelser. En undersøgelse tyder på, at der er bedre end det traditionelle behandlingssystem.
Et nyt ph.d.-studie har interviewet henholdsvis 14 patienter på to psykiatriske afdelinger i Norge og 15 elever på to danske daghøjskoler. Ifølge studiet, der blev omtalt over to sider i dagbladet Information den 29. marts, sker en langt mere positiv udvikling hos daghøjskole-eleverne end hos patienterne.
»Det er helt ideelt at undervise på små hold. Det fungerer som en form for social træning, fordi det giver rum til, at eleverne lærer hinanden at kende og bliver trygge ved hinanden. De lærer at acceptere sig selv og hinanden der, hvor de er, og med hver deres udfordringer,« fortæller Helge Bech, der er forstander på Daghøjskolen Sydvest i Esbjerg, til Information.
Nære relationer
Hovedforfatteren til ph.d. studiet hedder Arnhild Lauveng, fortæller til avisen: ”Fra udviklingspsykologien ved vi, at stabile og støttende relationer sammen med andre faktorer er helt afgørende for en tryg identitetsudvikling. Det er derfor interessant, at både elever og patienter spontant fortæller, at relationer er det allervigtigste for dem.”
Mens patienternes vigtige relationer hovedsageligt er til personalet og ofte kortvarige, fortæller daghøjskole-eleverne, at de har fået gode relationer til både lærere og medstuderende. I modsætning til patienterne er flere af eleverne blevet bedre til at indgå relationer.
Stemning og atmosfære
I artiklen fortæller Holger Bech om daghøjskolens metode:
”For at kunne skabe inklusion må vi først og fremmest etablere en god stemning og atmosfære. Det må ikke lugte af sygehus. Det må heller ikke lugte af en stor skole, for mange af disse mennesker har kun dårlige associationer til skole og forbinder det ofte med nederlag og mobning. De forbinder skole med angst.
Vi lægger vægt på at skabe hjemlige og sociale rammer, og det gør vi for eksempel ved at lave og spise mad sammen.
Stressfrihed er et andet vigtigt element. Mange af disse mennesker er vant til, at der bliver stillet krav til dem, som de ikke har kunnet leve op til, og de har også stillet alt for store krav til sig selv. Så det handler om at prøve at tage ét skridt ad gangen og finde realistiske mål. Desuden handler det om tid. Man kan ikke behandle disse ting med en måneds indlæggelse."