Anmeldelse: At sætte spor i samfundet

Anmeldelse: At sætte spor i samfundet

Thursday, March 10, 2016

Savner man inspiration rundt omkring i aftenskolerne og den øvrige folkeoplysning, er det værd at lede mellem de folkeoplysende aktiviteter i FO-byen, som bogen ”At sætte spor i samfundet” beskriver.

FO Aarhus bog 220

Når DFS har brug for at pege på et eksempel på fornyelse, på innovation, på at det kan lade sig gøre at gøre en forskel, at få politikerne i tale eller at skabe synlighed om folkeoplysningen, så peger vi meget tit på Torben Dreier.
Det gør han ikke selv. Han er et ”vi”, og han peger på FO-Aarhus og alle de mennesker, der engagerer sig i FO-byen i Frederiksgade i Aarhus. Derfor er det naturligt, at ”At sætte sig spor i samfundet” handler om FO-Aarhus og ikke om Torben Dreier. 

Fra FO-byens have
Bogen er en buket af de meget forskellige, men smukke blomster, der er groet ud af FO-Aarhus. Savner man inspiration rundt omkring i aftenskolerne og den øvrige folkeoplysning, er det værd at bladre rundt mellem de forskellige beskrivelser af folkeoplysende aktiviteter i FO-byen, som bogen rummer.
Her er f.eks. historien om initiativet fra AarhuSomali om en fælles møderække. Eller historien om hvordan FO-Aarhus blev bedt om at føre en kampagne for kommunen mod en bølge af højreekstremistisk vold der fulgte efter Muhammed-tegningerne. Eller historien om det første samarbejde FO-Aarhus fik med Opgang2 Ungdomsspor, der giver unge med ondt i livet nyt mod.
Og det fortsætter. Når Aarhus er Europæisk Kulturhovedstad i 2017 er FO-Aarhus naturligvis med i partnerskab med Kultur og Borgerservice. 

Partnerskaber
Den gennemgående tråd i bogen såvel som i FO-Aarhus’ arbejde er samarbejde og partnerskaber.
Selvom det ikke handler om Torben Dreier, er det jo alligevel ham, der inspirerer. Med sine principper om ”aldrig at sige nej” og ”at være involveret i alt, hvad der sker i Aarhus” kommer tingene til at vokse og folkeoplysningen får betydning.
Eller som der står på s. 43: ”Folkeoplysningen har store muligheder for at involvere borgerne i udviklingen af samfundet, og det skal man gøre, mener Torben Dreier. Nu om dage kan man altså ikke nøjes med at udsende et katalog med kurser et par gange om året, og så desuden holde nogle debataftener med de mest kendte debattører, man ligeså godt kan se på tv.” 

Gør det samme!
Det er svært ikke at blive begejstret for det, der sker i FO-Aarhus. Endelig er nogle af de gode eksempler skrevet ned, så vi kan fiske dem ud.
Bogen – som kaldes en rapport – er tæt skrevet og lidt traditionelt sat op. Men lad ikke det støvede udtryk forvirre. Det, som rapporten beskriver, er nytænkende og inspirerende. Alle kan gå hjem og gøre det samme.

Bogen kan bestilles hos:
FO Aarhus