Prisen for at sikre væksten er, at samfundet forarmes, skriver redaktøren af Grundtvigsk Forums blad i et debatindlæg.
Lars Sandbeck er redaktør af Dansk Kirketidende, som udgives af Grundtvigsk Forum, et af DFS’ medlemmer. I et debatindlæg i bladet tager han afsæt i regeringens forslag til finanslov:
”Regeringens finanslovsudspil er et fantastisk eksempel på, hvordan vækstideologien raserer vores kultur og samfund. Alt sættes ind på én ting: skattelettelser til alle, der i forvejen har for meget, således at “vi” kan opnå en vækst på 0,15 procent årligt. På den måde bliver vi nemlig rigere. På penge. Gennemsnitligt set.”
Social ulighed og social mobilitet
Videre skriver Lars Sandbeck:
”Og hvad er så prisen, der må betales for at sikre den økonomiske vækst? Ja, udover at samfundets fattigste rammes hårdt, at den sociale ulighed vokser og den sociale mobilitet daler, så er prisen såmænd bare en nærmest total ødelæggelse af miljøet, kultur- og kunstverdenen, uddannelses- og forskningssektoren, civilsamfundet inklusive alle NGO’erne og nødhjælpsorganisationerne. Prisen, der må betales for at sikre væksten, er med andre ord, at samfundet forarmes.”
Flere Porscher
Herefter opregner redaktøren nogle af de markante besparelser i finansloven. Hans konklusion lyder:
”Nogle få blindt troende liberalister hævder så, at den økonomiske vækst før eller siden og af uransagelige grunde vil komme os alle til gode. Men det er som sagt en blind tro. Til gengæld kan vi alle glæde os over, at der fremover vil være flere Porscher i gadebilledet, og at nogle tusinde mennesker kan gå til nogle flere cocktailpartys.