Amatørkulturen i Danmark bliver overset, siger formændene for to af områdets landsorganisationer. De efterlyser en national strategi. Kulturministeren siger både ja og nej.
”Herhjemme skal vi dog passe på, at vi ikke overser vigtige sammenhænge mellem den folkelige, den frivillige, den kommercielle og den offentligt støttede professionelle kultur, som man andre steder i Europa er ved at få øjnene op for.”
Sådan skrev Anders Hind og Villy Dall, Formand i Landsforeningen for dramatisk virksomhed (DATS) og formand i Amatørernes Kunst & Kultur Samråd (AKKS) i en kommentar i Altinget den 20. januar
Danmark bagud
De to formænd forklarede i kommentarer, at der andre steder i Europa i de senere år er kommet fokus på den ressource, amatørkulturen er for blandt andet civilsamfundet samt kulturlivet i lokalsamfundene. De henviser til Storbritannien og Flandern i Belgien.
Hind og Dall omtaler den megen offentlige debat om de positive effekter af frivillighed. ”Alligevel virker det som om, at det frivillige aktive kulturliv - den såkaldte amatørkulturs potentialer - bliver kraftigt overset,” skriver de.
Konkluderende skriver de: ”De udenlandske eksempler peger på, at vi i Danmark på politisk niveau bør have nogle strategiske tanker om, hvordan vi bedst kan udnytte de frivillige, kreative og sociale ressourcer, der findes i den lokale amatørkultur, til gavn for civilsamfundet samt som fødekæde til det professionelle kulturliv.”
Ingen tvang
Allerede dagen efter kunne de to formænd præsentere deres tanker for kulturminister Marianne Jelved. Det skete på en konference på ’Christiansborg, som de to organisationer havde inviteret til.
Begrebet national strategi var ministeren ikke så glad for: ”Vi har ikke brug for en national strategi, som alle kommuner skal følge til punkt og prikke,” sagde hun.
På den anden side åbnede hun op for en strategi, ”…som bygger på frivillighed, og som er udviklet sammen med de aktører, der har med området at gøre. Kommunerne kan blive inspireret af strategien og arbejde ud fra den, hvis de vil,” sagde Marianne Jelved.
Mere synlighed
”Jeg tror slet ikke, vi er så uenige med ministeren,” siger Anders Hind et par dage efter konferencen og tilføjer:
”Det har aldrig været vores ønske at Folketinget skulle påtvinge kommunerne noget bestemt. Vores ønske er, at amatørkulturen får den synlighed i offentligheden, dens omfang og betydning gør den fortjener. Vi vil gøre amatørkulturen til et politisk issue.
DR kan afsætte en helaftensudsendelse omkring nytår med årets sportsbegivenheder, årets sportsfolk osv. Noget lignende burde også kunne ske for amatørkulturen,” siger han.
De to formænd vil nu tage en direkte kontakt til Marianne Jelved for at drøfte, hvordan regeringen og organisationerne sammen kan sætte sådan en proces i gang.