Medborgerskab kan tolkes – også politisk

Talen om medborgerskab blev genoplivet efter årtiers glemsel, da politikerne skulle beskrive indvandrerne som en trussel mod homogeniteten i det danske samfund. Per Mouritzen har skrevet en vigtig bog, der belyser mange forskellige udlægninger og anvendelser af begrebet medborgerskab.

Af Søren Eigaard

På 580 sider om medborgerskab kommer Per Mouritzen ikke på noget tidspunkt ind over folkeoplysningens rolle.

Den Danske Begrebsordbog (fra 2015) definerer en medborger som en samfundsborger, en statsborger eller et engageret menneske. Til gengæld findes medborgerskab ikke som et selvstændigt opslag, og det kan undre, fordi begrebet i dag nærmest bruges i flæng i samfundsdebatten - og udtrykkeligt nævnes i folkeoplysningsloven, hvor ”formålet med den folkeoplysende voksenundervisning er at fremme demokratiforståelse og aktivt medborgerskab”.
Professor i statskundskab Per Mouritsen fra Aarhus Universitet har udgivet et digert værk ”En plads i verden. Det moderne medborgerskab”, hvor han gør op med den i bedste fald noget selvtilfredse forståelse, i værste fald politiserede brug af begrebet ”medborgerskab” gennem det seneste årti.

Del af en kulturkamp
Mouritsens måske væsentligste pointe er, at medborgerskabet først efter årtusindskiftet kom retur til det danske sprog efter at have været fraværende i næsten hele det 20. århundrede. Det kom retur i en form, så det i høj grad handlede om indvandreres nødvendige integration.
De ansvarlige politikere brugte simpelthen begrebet med den opgave som udgangspunkt.
Den politiske konklusion var, at da ikke alle indvandrere nødvendigvis vil integreres eller være en del af det moderne samfund, skaber det krise, fordi de truer den homogenitet i det danske samfund, som er en forudsætning for sammenhængskraft og tillid og dermed opretholdelsen af demokratiet.
Den vurdering og brug af begrebet er Mouritsen langt fra enig i, men han bruger det som et overbevisende eksempel på, at medborgerskab siden er benyttet som et ideologisk betonet fundament for arbejdet med integrationen og dermed også i undervisningsverdenen, f.eks. folkeskolen.
Det var i årene med kulturkamp og Muhammedkrise, og dengang Ove Korsgaard kom i vælten med tanken om at gøre medborgerskab til et folkeskolefag.

Tre fortællinger om medborgerskab
Mouritsen fremhæver, at medborgerskabet er et mere komplekst begreb med langt flere vinkler end ovenstående antyder. Det består af mindst tre ”fortællinger”:

• Statsborgerskabet
• Den gode og aktive borger  og
• Rettighedsborgeren.

Den første rolle giver ret og plads til at have rettigheder som borger, den anden til at myndiggøre og udvikle den aktive borger og styrker dermed sammenhængskraften i samfundet. Den sidste giver lighed i borgernes muligheder og status gennem erhvervelse af civile, politiske og sociale rettigheder. Folkeoplysningens aktive medborger findes således i den 2. fortælling vel at mærke uden, at folkeoplysningen indgår i analysen.

Op mod strømmen
Det vil føre for vidt her at gå dybere ind i Mouritsens mange vigtige analyser og konklusioner, men bogen er et godt redskab på et tidspunkt, hvor det danske samfund savner sammenhængskraft, hvilket senest EU-afstemningsresultatet så ubarmhjertigt afslørede.
Danskerne – også de etniske - har ikke længere et fælles udgangspunkt, men mange forskellige, og selv et begreb som ”medborgerskab” antager derfor forskellige betydninger og tolkninger, som kan bruges efter for godt befindende i den politiske debat.
Det er bogens styrke, at den går op mod strømmen og fastholder medborgerskabets reelle betydning.

Mange mellemregninger – få konklusioner
Bogens svaghed er til gengæld, at der ikke kommer tilstrækkelig klarhed og sammenhæng ud af de mange overvejelser og teorier, som præsenteres. Mouritsen er ikke altid stringent i sin argumentation, som for ofte ender i et forsigtigt både og. Som i mange akademiske værker er der så mange mellemregninger med, at det er svært at nå til entydige konklusioner (og de findes måske heller ikke i vor komplicerede verden!).
Men bogen forholder sig ganske lidt til den reelle politiske udvikling efter årtusindskiftet, og den stigende betydning som folkeoplysningen (og foreningslivet generelt) har for det aktive medborgerskabs udvikling i disse år står ufortalt hen.
Bogen anbefales dog til alle, der vil udfordres af en grundig historisk og især teoretisk analyse af et begreb, vi alle tror, vi kender til bunds. Det gøres med et væld af informationer og diskussioner over de i alt 580 sider tættrykte sider (inkl. 142 siders litteraturliste og noter, men desværre uden sagregister!).
Jeg nærer ingen illusioner om, at de ansvarlige politikere får den læst, men anbefaler den gerne til de folkeoplysere, som har lyst (og tid!) til at bide skeer med en hard-core afhandling om det moderne medborgerskab.
Til gengæld venter vi stadig på den folkebog om det aktive medborgerskab, som rammer alle målgrupper og naturligt kan indgå i den politiske debat om et særdeles væsentligt emne.

Per Mouritsen: En Plads I verden. Det moderne Medborgerskab (Gyldendal 2015)

Søren Eigaard er rektor for Folkeuniversitetet i Danmark og medlem af DFS’ bestyrelse.