Mangfoldighed i foreningslivet

Mangfoldighed i foreningslivet

Monday, May 4, 2015

Hvorfor er størstedelen af dine foreningsmedlemmer kvinder, 60+ af alder, uden handicap og har dansk etnisk oprindelse? De foreninger, der vil gøre noget ved det, kan nu hente inspiration til arbejdet med at skabe plads til forskellighed og mangfoldighed.

Mangfoldighed i foreninger 220

Center for Frivilligt Socialt arbejde har udgivet et inspirationsmateriale, der består af 4 pjecer med hver sit tema:
1. Hvorfor arbejde med mangfoldighed i vores forening?
2. Alle kan være med i vores forening!
3. Mere mangfoldighed gennem samarbejde med andre foreninger
4. Mangfoldighed i vores interessepolitiske arbejde

Barrierer for inklusion
I indledning til den første pjece står der:
”Måske har I undret jer over, hvorfor der er store målgrupper, som ikke er repræsenteret blandt jeres medlemmer eller frivillige. Undret jer over, hvorfor størstedelen er kvinder, 60+ af alder, ikke har handicap eller kun har dansk etnisk oprindelse.
Samtidig har jeres forening måske et aktuelt behov for rekruttering af frivillige eller for at tiltrække flere brugere eller medlemmer til foreningens aktiviteter og tilbud. Mangfoldig inklusion handler om at gøre op med de potentielle barrierer, der kan være for deltagelse på baggrund af fx handicap, etnisk oprindelse, alder og køn.”

Øvelser
I pjecerne finder du en beskrivelse af temaet sammen med forslag til konkrete øvelser og i nogle tilfælde materiale til at gennemføre øvelserne med.
Inspirationsmaterialet er blevet til på baggrund af Danske Handicaporganisationers (DH) 3-årige satspuljeprojekt (2012-2015): Projekt Dobbeltminoriteter.