Konkurrencestyrelsen blander sig i folkeoplysning

”Det er helt malplaceret. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har simpelthen ikke sat sig ind i, hvad folkeoplysning er.” Sådan lyder DFS-formand Per Paludan Hansens dom over en vejledning om støtte til folkeoplysende foreninger.

Af Michael Voss

”Denne vejledning er i sidste ende en trussel mod hele ideen om den frie folkeoplysning, baseret på foreningsmodellen,” siger Per Paludan Hansen efter at have læst ”Vejledning om uddeling af støtte til folkeoplysende foreninger”, udsendt af Konkurrence og Forbrugerstyrelsen.
Med vejledningen ønsker Styrelsen ”…at vejlede kommunerne om, hvordan man inddrager hensynet til konkurrencen ved fastsættelsen af den lokale tilskudsmodel for folkeoplysende foreninger”.
Det gør Styrelsen ud fra Konkurrencelovens bestemmelser om konkurrenceforvridning, ”…når en virksomhed får offentlig støtte og dermed opnår en økonomisk fordel, som andre virksomheder på markedet ikke har adgang til.”

Ufornuftig støtte
Styrelsen erkender, at kommunerne ikke overtræder Konkurrenceloven, så deres støtte er i overensstemmelse med Folkeoplysningsloven, men skriver i vejledningen: ”Offentlig støtte, der er lovlig, er ikke nødvendigvis fornuftig”.
Per Paludan Hansens kommentar lyder: ”Efter min mening går styrelsen langt ud over sine beføjelser, når den vil fortælle kommunerne, hvad der er lovligt men ufornuftigt. Det er en demokratisk beslutning i kommunerne, som styrelsen ikke skal blande sig i.”

Hensyn til prisforholdet
Vejledningen munder ud i en række overvejelser, som kommunerne anbefales at inddrage, inden de uddeler støtte til folkeoplysende aktiviteter, feks. om der er private virksomheder i kommunens område eller nærområde, som tilbyder samme aktivitetsform, og ”Hvad svarer det påtænkte støttebeløb til i prisforholdet mellem de eksisterende foreninger og private virksomheder?”.
”Aktiviteter kan få kommunal støtte efter folkeoplysningsloven, hvis de udføres af folkeoplysende foreninger, og hvis der indgår et folkeoplysende element i kurset. Derfor konkurrerer de folkeoplysende skoler og foreninger i bund og grund ikke med private udbydere,” siger Per Paludan HansenHan henviser til, at Styrelsen bruger yoga som eksempel:
”For et års tid siden offentliggjorde Videncenter for Folkeoplysning (Vifo) en rapport om de forskellige udbydere af yoga. Den viste klart, at private og folkeoplysende skoler tilbyder vidt forskellige former for yogakursus, og at det er forskellige mennesker, der er interesseret i de forskellige tilbud.
Det samme gælder fitness. Aftenskoler, der har fitness-lignende aktiviteter på programmet, tilbyder sammenhængende forløb, hvor der indgår undervisning i f.eks. kost og sundhed. De stiller ikke bare et lokale, maskiner og en instruktør i bevægelse til rådighed.”

En sag for ministeren
Fittness, dansk og yoga, der indgår som eksempler i vejledningen, fylder ikke specielt meget i oplysningsforbundenes virksomheder:
”Men hvis kommunerne skulle tage vejledningen alvorligt, betyder det i sidste ende, at de ikke skal godkende ”italiensk for begyndere” i en kommune, hvor der også er en privat sprogskole. Det giver ikke mening, og i sidste ende er det en trussel mod hele ideen om den frie folkeoplysning, baseret på foreningsmodellen,” siger Per Paludan Hansen.
DFS vil nu tage kontakt med de andre hovedorganisationer på området, DIF, DGI og DUF, og foreslå en fælles henvendelse til kulturminister Bertel Haarder for at få ham tage spørgsmålet om denne vejledning op med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens minister, Troels Lund Poulsen.